den 3die Mai, banlyste den tidligere omtalte Hr. Jon Brynjulfssøn, ligeledes fordi han havde medvirket til Erkebiskop Jons Fordrivelse[1].
Til en anden Tid vilde rimeligviis disse Bansættelser have vakt en ikke ringe Bevægelse blandt Norges verdslige Stormænd. Men nu vare deels disse vante til at betragte dem med Ligegyldighed, deels vare alles Tanker optagne med og alles Øine henvendte paa det Tog, Kongen stod færdig til at foretage mod Danmark, og for hvis Skyld han havde samlet en stor Flaade i Bergen. Paa dette Tog skulde Kongen ledsages af Erkebiskoppen og flere af Norges Biskopper. Biskop Arne af Skaalholt drog ogsaa i Begyndelsen af Sommeren til Bergen, men for at udvirke Kongens Tilladelse til at vende hjem til Island. Kong Erik modtog ham venskabelig og meddeelte ham det forlangte Orlov. Men aldrig for fik Rafn dette at vide, for han henvendte sig til Hr. Audun Hugleikssøn og bad denne indstændigen at faa Arnes Orlov tilbagekaldt, da nemlig Rafn, der selv maatte følge Kongen, frygtede for at Arne i hans Fraværelse fra Island skulde faa en afgjort Overvegt der. Audun, der ligesom de øvrige norske Stormænd ikke havde noget godt Øie til Arne, benyttede sin Indflydelse til at faa Kongen omstemt, og Biskoppen fik nu ganske uventet Befaling til at følge efter Kongen øster i Landet og ei vende tilbage til Island, før Sagen mellem ham og Rafn var afgjort. Denne sidste blev i Tunsberg midlertidigen løst af Erkebiskoppen fra Bannet, og da Biskop Arne indhentede Flaaden ved Gautelvens Munding, blev rigtignok Rafns Sag tagen fore, men uden dog at komme til nogen endelig Afgjørelse. Biskoppen bad atter om Tilladelse til at vende hjem til Island, men fik den ikke. Han maatte følge Kongen til Danmark og forblive hos ham paa hans Skib, endogsaa efterat Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper i Øresund havde faaet Hjemlov og havde forladt Flaaden med sine Skibe. Arne maatte mod sit Ønske blive med paa det hele Tog, og behandledes ikke altid just med den største Opmærksomhed af de norske Høvdinger, hvorimod Rafn viste ham Agtelse; og ligesaa gjorde Kongen, der endogsaa benyttede ham i sine Underhandlinger med de Danske[2].
Efter Tilbagekomsten til Tunsberg fra dette Tog maatte Biskop Arne følge Kongen og Hertug Haakon paa en Pilegrimsfærd, som de om Høsten foretoge over Oplandene til Nidaros til St. Olaf. Biskoppen forlangte, at Rafn skulde følge med, for at Sagen mellem dem ved denne Leilighed kunde blive endelig afgjort; men Rafn var paa Toget bleven saaret, og tog heraf Anledning til at blive tilbage i Tunsberg Biskoppen ansaa det for en Udflugt, men Rafns Saar, skjønt i Førstningen ubetydeligt, var virkelig blevet farligt, og en Stund
