efter Kongens Afreise til Nidaros, døde han den 22de November 1289[1].
Det ufrivillige Ophold i Kongens nærmeste Omgivelse havde imidlertid skaffet Biskop Arne en ikke ringe Indflydelse hos Kongen. Dette viste sig under Pilegrimsfærden til Nidaros. Paa Ringsaker paa Hedemarken befandt sig den bansatte Lendermand Jon Brynjulfssøn og havde beredt et Gjestebud for Kongen og hans Følge. Om Kvelden, da man skulde sætte sig til Bords, var der paa den ene Side af Kongen bestemt Plads for Biskop Arne, paa den anden for Jon. Men da Biskoppen saa dette, bad han Kongen lade Jon gaa ud og spise et andet Sted, ellers vilde Biskoppen fjærne sig. Kongen, heder det, rødmede og bad, til Kongsmændenes store Forundring, Jon forlade Bordet, hvilket og denne gjorde. Under hele Opholdet i Nidaros havde Arne Værelse i Kongsgaarden.
Hr. Erlend Olafssøn havde paa Biskoppens forudgaaende Stevning begivet sig til Norge for at staa til Rette i Kirkegodssagen; han var nu i Nidaros, var bleven løst af Erkebiskoppen fra det Ban, hvori han havde været sat, og hans Sag blev foretagen i Kongens, Hertugens og Erkebiskoppens Overvær. Biskop Arne var Sagsøger, og af ham lod Erkebiskoppen sig ganske lede, da han selv kun lidet Kjendskab havde til de islandske Forhold. Arne vidste nu saaledes at fremstille den hele Sag, at alle Dommerne heldede til hans Side, og Erlend saa ingen anden Udvei end at tage Rafn Oddssøns Fraværelse til Paaskud for at faa Sagen udsat. Rafns Død var endnu ikke bekjendt i Nidaros, og Sagen blev virkelig udsat til næste Aar, da Erlend forpligtede sig til atter at møde for Erkebiskoppens Domstol[2]. Denne Forpligtelse opfyldte han dog ikke, og blev derfor atter belagt med Forbud, indtil han endelig forligte sig med Abbed Runolf af Ver eller Thykkvabø, der var Biskop Arnes Ombudsmand under hans Fraværelse i Norge. Arne forblev her hele Aaret 1290 og kom ikke før end i 1291 tilbage igjen til sin Stol, uden at dog endnu Sagen angaaende det islandske Kirkegods (af Islændingerne almindelig kaldet: staðamál) var bleven fuldkommen afgjort[3].
Meget af hvad her er sagt om Biskop Arnes Færd paa Island og i Norge kan maaskee synes ubetydeligt; men det tjener dog alt til at kaste Lys over Forholdet mellem de stridende Parter, mellem Stat og Kirke. Det viser sig klart, at Kong Erik fra den Stund af at han kom til en modnere Alder, og især, som det lader, efter sin Moders Død 1287, da han var nitten Aar gammel, aldeles ikke har væ-
