Allerede som udvalgt havde Erkebiskop Jørund ved sine nysnævnte Befalinger til Biskop Arne viist hvad han førte i sit Skjold: at han ikke agtede at lade Hierarchiets Sag falde, men at han var bestemt paa igjen at optage Striden mod den verdslige Statsmagt. Jørund var, ifølge en saagodt som samtidig Sagas Udsagn, „en stor Høvding, god Klerk, fast i sit Venskab, meget gavmild mod sine Mænd og anseelig i sit Ydre“[1]. Han synes ellers at have været en stolt Mand, der følte sig i sin nye Verdighed og gjærne vilde lægge sin Magt til Skue; men hans Aandskraft og Evner svarede, som senere Begivenheder antyde, visseligen ikke til hans Ærgjerrighed og Herskelyst. Ved sit Sammentræf med Biskop Arne yttrede han i Førstningen Misnøie med, at denne ikke strax havde bansat Rafn Oddssøn og de øvrige Kirkeranere – som han kaldte dem – paa Island. Men Arne vidste at overtyde ham om Nødvendigheden af den Eftergivenhed, der var udviist; og siden lader det til at Jørund fuldkommen har forstaaet at skatte i Arne den kloge og ivrige Forfegter af Kirkens Sag. Begges Tragten faldt desuden for Øieblikket sammen i et særligt Punkt. Erkebiskoppen vilde gjærne sin Formands værste Forfølgere til Livs, om ikke for andet saa for Erkestolens og sin egen Æres Skyld, der fordrede, at de i det mindste erkjendte det Brødefulde i sin Fremfærd og underkastede sig Bod. Men blandt disse Forfølgere var netop Rafn Oddssøn, som ogsaa Biskop Arne vilde have dragen til Ansvar for hans Fremfærd i Kirkens Anliggender paa Island. Mod ham, som nu var i Norge, forenede begge Biskopperne sig; paa ham vilde de lade det første Slag af Kirkens Straf falde og til en Begyndelse prøve sine Vaaben, før Erkebiskoppen skred videre i sine Opreisningskrav.
Rafn havde begivet sig til Bergen, hvor han blev vel modtagen af Kongen, og opholdt sig om Vinteren 1288–1289. Her traf den dobbelte Stevning ham: Erkebiskoppens, som lød paa, at han skulde indfinde sig i Nidaros, at svare og bøde for sin Deeltagelse i Forfølgelsen mod Erkebiskop Jon; – og Biskop Arnes: at han sammesteds skulde stande til Rette før sin Fremfærd mod Kirken og dens Tjenere paa Island. Da Rafn ikke adlød disse Stevninger, tilskrev begge hans Modstandere tidlig øm Vaaren 1289 Biskop Narve af Bergen, at han skulde banlyse Rafn; og dette skeede, uden at Kongen lagde Hindringer i Veien eller for det Første tog ham i Forsvar. Kort efter gik Erkebiskoppen endnu et Skridt videre, idet han selv i Nidaros,
- ↑ Biskop Laurentius’s Saga. (Mskr.) c. 8.
