og ved at erklære baade Rafn og Erlend for selv at være faldne i Bansstraf, skjønt han endnu udsatte den egentlige Banlysning for ikke alt for meget at ophidse dem.
Rafn lavede sig nu til paa næste Aars Althing 1288 at skride end videre i Opfyldelsen af sine Trudsler mod Biskoppen, da han fik vide, at Kongens Sendebud vare komne til Island. Rafn blev glad herved, da han nemlig sikkert ventede at finde hos de Ankomne det samme Sindelag, som længe havde raadet hos Kongens nærmeste Omgivelser, og saaledes saa i dem en Støtte for sig i det Skridt, han var beredt at gjøre mod Biskoppen. Heri tog han dog Feil. Sendemændene vare Stallaren Dr. Olaf Ragnheidssøn, en meget rig Nordmand, og Islændingen Hr. Sighvat Halfdanssøn. De fulgte Rafn til Althinget. Men da Rafn foreholdt dem Sagernes Stilling paa Øen og Nødvendigheden af at lægge Baand paa Geistligheden, fandt han til sin Forundring langt fra ikke det Medhold, han havde ventet; og da han lod sig forlyde med sit Forsæt, at forholde Biskoppen hans Tiender, erklærede Hr. Olaf sig ligesrem herimod og fik det afvendt. Da Biskop Arne kom paa Thinget, blev han venligt modtagen af Stallaren, der overrakte ham et naadigt Brev fra Kongen, hvori denne anbefalede ham sine Sendemænd. Senere da Sagen om Kirkegodset kom paa Bane, og Biskoppen og Rafn hver forfegtede sine Paastande med Stridighed, optraadte Hr. Olaf som Megler og formaaede, overeensstemmende med Kongens Forskrifter, begge Parter til at fæste deres Trætte til Kongens og Erkebiskoppens Dom. Indtil den faldt, skulde Kirkerne og Kirkegodset styres af de nuværende Besiddere, og Biskoppen skulde løse de i denne Sag bansatte. Biskoppen og Rafn bestemte sig begge til om Hoften at drage til Norge.
Før de gave sig paa Reisen ankom Breve til Arne fra den valgte Erkebiskop Jørund, i hvilke denne stadfæstede sin Formands, Jons, Dom angaaende Kirkegodset, og opfordrede alle Lægmænd under Bans Straf at opgive det til Biskopperne; ligesaa bød han at den Christenret, som Arne havde givet, skulde gjælde paa Island. Mange forestillede nu Arne, at han burde opgive Reisen til Norge, og derimod forblive paa Island for at paasee Erkebiskoppens Bud satte i Kraft. Men paa Hr. Olafs indtrængende Forestillinger blev dog Biskoppen ved sin Bestemmelse at underkaste sin Sag Kongens og Erkebiskoppens Dom og fulgte Olaf om Høsten til Norge, hvor han ankom saa tidlig, at han kunde overvære Erkebiskop Jørunds Iklædelse med Pallium, som før omtalt[1].
- ↑ Bp. Arnes S. c. 37–69.
