Dette blev ikke Biskop Arne ubekjendt og vakte atter hans Forhaabninger. Hertil føiede sig andre for Biskoppen gunstige Omstændigheder. Norge var blevet indviklet i en meget besværlig Krig med de vendiske Stæder, eller som de senere kaldtes Hansestæderne; derhos stod Riget paa en spendt eller fiendtlig Fod med Danmark; det truedes tilmed for en Stund med et Angreb ogsaa fra Sverige. Jarlen Alf Erlingssøn, der paa denne Tid gjaldt mest i Kongens Raad, vilde, at Islændingerne skulde bære sin Deel af Krigens Byrder og fik af Kongen udvirket et Opbud til Øen: „at 40 Mænd af hver Fjerding samt alle haandgangne Mænd skulde indfinde sig i Norge“, naturligviis for at deeltage i Landets Forsvar. Dette Opbud bragte den islandske Prest, Gudmund Hallssøn, i Begyndelsen af Sommeren 1286 til Island og havde Anbefalingsbreve med fra Kongen baade til Rafn Oddssøn og til Biskop Arne. Hos den første mødte han Uvillie; Biskoppen derimod tog sig strax med den største Iver af Sagen og fik virkelig Bønderne i de Dele af Øen, hvor hans Indflydelse var størst, til at underkaste sig Opbudet, skjønt dette i Almindelighed blev ilde modtaget som en ganske ny Fordring, der syntes at stride mod Betingelserne for Islands Forening med Norge, og desuden mistænktes for at være unødvendigt og blot Paaskud for at aftvinge Folk Penge. Det faldt ogsaa virkelig hen; men den Nidkjærhed, Biskop Arne havde viist for Kongens Bud, blev høieligen rost af Gudmund Hallssøn ved dennes Tilbagekomst til Norge, og vandt ham Kongens Velvillie. Hertil kom, at Biskoppen nu ogsaa i Hirden havde en varm Talsmand i sin Søstersøn Lopt Helgessøn, der efter megen Modstand og mange Vanskeligheder endelig havde faaet Adgang til Kongen og vundet dennes Naade og Gunst. Alt dette hævede Biskoppens Mod, og da han derhos, ifølge de Efterretninger han fik fra Norge, havde Grund til at tro, at Erkestolen var bleven besat med en Mand, der ivrigen vilde tage sig af Kirkens Sag, nemlig Chorsbroderen Eindride, saa begyndte han atter at slaa sig løs, at fremsætte sine Fordringer paa Kirkegodset og excommunicere de Lægmænd, som havde taget det i Besiddelse.
Men nu satte ogsaa Lægfolket sig i Bevægelse med Rafn Oddssøn og Erlend Olafssøn i Spidsen, og den første lod paa Althinget om Sommeren 1287, med samtlige Thingmænds Samtykke, alle de Mænd dømme utlæge, der af Biskoppen lode sig overdrage Kirkegods, som efter gammel Ret tilhørte Lægfolk. Han erklærede ogsaa offentlig, at de, som Biskoppen havde bansat, fordi de – som denne udtrykte sig – havde ranet Kirken, vare sagløse; og for at hæve Almuens Fordom mod disse, omgikkes han dem selv uden al Sky. Biskoppen besvarede denne Adfærd ved at fortsætte sine Banlysninger
