Opraabet blev ikke uden Virkninger. Biskoppernes Ombudsmænd, hvad enten de vare Provster, Klerker eller Lægmænd, bleve fængslede eller drevne af Landet, naar de ei vilde rette sig efter Kongens og hans Raadgiveres Bud. Det var forgjæves, at Erkebiskop Jon optraadte med al sin Embedsmyndighed for at gjøre Modstand. Det kongelige Parti havde nu en afgjort Overmagt og tvang i 1282 Erkebiskop Jon selv og hans tvende ivrigste Tilhængere blandt Biskopperne, Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar, til at flygte af Landet[1]. Som en af de virksommeste ved Erkebiskoppens Fordrivelse nævnes den allerede for omtalte Lendermand Jon Brynjulfssøn, der ogsaa fik Bestyrelsen af Erkestolens Gods og tillige underlagde sig alle Chorsbrødrenes Ejendomme. Han tog sin Bolig i Biskopsgaarden i Nidaros, og, hvad der hos mange af Geistlighedens Venner vakte en ikke ringe Forargelse, – han sov med sin Kone i Erkebiskoppens egen Seng[2].
Erkebiskop Jon tog sin Tilflugt til Sverige, hvor dengang Magnus Birgerssøn (Ladelaas) regjerede. Han har rimeligviis fundet Underhold i sin Nød hos den svenske Geistlighed, men man finder intet Spor til, at enten denne eller Kong Magnus, som ellers var en Ven af Geistligheden, har gjort noget Skridt til Fordeel for hans Sag hos den norske Rigsstyrelse. Kampen havde faaet et Udfald, som Erkebiskoppen rimeligviis ikke ventede, og i sin Ydmygelse synes han at have tænkt paa et Forlig med sine Modstandere. Der siges i det mindste, at han igjen agtede sig tilbage til Norge[3] mod Slutningen af Aaret. Men før han fik dette iverksat, døde han i Skara i Vester-Gautland den 21de December 1282[4]. Hans Venner hædrede ham med Tilnavnet: den Standhaftige (hinn staðfasti)[5]. Hans Modstandere derimod synes at have udstrakt sin Forfølgelse mod ham endog til hans afsjælede Legeme, idet de ei vilde tillade, at hans Lig fik hvile ved hans Kathedralkirke; og Jon blev derfor først begraven i Skara[6]. Men snart indtraadte dog en mildere Stemning hos dem. Jons Lig blev i 1283 ført til Nidaros og der jordet[7]. Han havde i tretten Aar beklædt Norges Erkesæde. De tvende Biskopper, som havde deelt hans Landflygtighed, Andreas og Thorfinn, droge til Rom for søge Pavens Beskyttelse[8].
