Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Ifølge Appelen til Paven indfandt sig imidlertid fuldmægtige Sendemænd baade fra Kongens og fra Erkebiskoppens Side i Rom. Pave Martinus IV, som beklædte Pavestolen siden 22de Februar 1281, henviste Sagens Undersøgelse til et Udvalg af tre Kardinaler, og for disse fremførtes da begge Parters gjensidige Besværinger. Men den første Fordring fra Kongens Side var den, at Paven skulde sende en Legat til Norge for at tilbagekalde alle de Byrder, som Biskopperne havde paalagt Folket, hvilket vel med andre Ord vilde sige: ophæve den tunsbergske Forening med alle dertil støttede erkebiskoppelige Forordninger. Skeede ikke dette, erklæredes, at Kongen tog sin Appel tilbage. Denne vist nok meget djærve Fordring blev afslaaet fra Pavens Side; og nu standsede, som det lader, hele Underhandlingen, idet de kongelige Sendemænd trak sig tilbage. Men da dette blev kundbart i Norge, steg det kongelige Partis Forbittrelse til det Høieste. Kongens Sendemænd kaldtes hjem fra Rom, og de strengeste Forholdsregler toges mod de gjenstridige Geistlige.

Til denne Tid hører udentvivl et strengt Brev, der endnu er os levnet, udfærdiget i Kongens og Hertugens Navn til deres Sysselmænd og haandgangne Mænd, navnligen Hr. Erling Alfssøn og Hr. Thorer Biskopssøn, hvilke begge synes at have havt Landsstyrelsen i Viken, eller i det mindste i Landets østlige Deel. Efter at Fyrsterne her først have takket de Tilskrevne for al udvist Troskab mod Kongedømmet, baade mod deres Farfader og Fader og mod dem selv, yttre de, at de have hørt et Rygte, som de dog neppe ville tro, at nogle Geistlige, og vel ogsaa Lægmænd i Biskoppernes og andre Geistliges Tjeneste, have villet unddraget sig den undersaatlige Skyldighed mod Kongedømmet, som fra gammel og ny Tid har bestaaet, med Hensyn til Boder, som mellem dem falde, hvilke de sige, at de ei have at svare Kongedømmets Ombudsmænd, – saa og med Hensyn til de almidelige Udbud til Landets Nødtørft, hvilke de aldeles negte at underkaste sig. Hvis saadant virkelig er Tilfældet, da lader det „som om man snart ikke skal savne Neskonger igjen i Norge,“ og derfor finder Kongen og hans Raad, at hvis de ville opretholde „Kongenavnet og Kronens Hæder,“ da maa de tillade dem alene Ophold i Riget, som iagttage sin undersaatlige Lydighed og rette sig efter Kongens Bud. „Men de som unddrage sig derfor, fare didhen, hvor de ingen behøve at lyde uden sig selv,“ i hvad Mænd de saa ere. Man skal vide, at Kongen, saalænge han det formaar, vil have og opretholde slig Frihed i alle Henseender, baade i Forhold til Lærde og Læge, som hans Fader og Farfader have besiddet, om han end nu i mange Dele er meer forurettet, end de fleste Konger før ham have været[1].

  1. N. g. L. III. 32. f.