Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/60

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
55.
Nidaroos Erkestol staar længe ledig. Flere forgjæves Forsøg paa at saa den besat. Jørund trettende Erkebiskop.

Det kongelige Parti synes at have vundet sin Seier lettere end det fra Begyndelsen selv havde troet; og meget har dertil udentvivl bidraget den Uvillie, som den nye Tiendeberegning havde vakt mod Geistligheden hos Lægfolket i Almindelighed. Den blottede paa den ene Side Standens Havesyge og rammede paa den anden alle Næringsdrivende udenfor Geistlighedens egen Kreds. Den kunde saaledes bekvemmest paaberaabes for at drage Almuen bort fra Erkebiskoppens Sag, ja ophidse den mod ham; imedens Menigmand mindre forstod at vurdere Farligheden af hans øvrige Anmasselser og Fordringer paa Kirkens Vegne. Men det var ikke alene den nye forhadte Tiendeberegning, som Kongens Raadgivere havde sat ud af Kraft; den hele tunsbergske Forening var rokket i sit Grundlag og i Virkeligheden omstyrtet. Herpaa agtede rimeligviis Almuen mindre; thi Foreningen var endnu kun en Sag mellem Kirkens Formænd paa den ene Side og Kongedømmet med dets raadgivende Høvdinger paa den anden, medens Folket i dets Heelhed paa en Maade stod udenfor samme, saalænge som den ei var ingaaet i Landsloven, og de i denne dertil nødvendige Tillempninger efter Foreningens Grundsætninger vare istandbragte og paa lovlig Viis vedtagne af Folket til Thinge. At dette, hvilket Erkebiskop Jon ved sine Fordringer paa Høvdingemødet i 1280 aabenbart tilsigtede, ikke var drevet igjennem, var en stor Fordeel for det kongelige Parti, som nu kunde fornegte Foreningen uden derved at støde an mod Landsloven eller Folkets lovgivende Myndighed. Man tør vist nok ogsaa antage, at de kongelige Raadgivere ikke have ladet denne Synsmaade uberørt, i hvilke andre Grunde, reelle eller formelle, de forøvrigt have vidst at anføre til Forsvar for sit Brud paa en fra begge Sider samtykket og besvoren Overeenskomst. Men i hvorledes nu end dette har forholdt sig, – Kongedømmets Seier over det hierarchiske Parti var for Øieblikket afgjort; det gjaldt nu at benytte den vundne Overmagt rigtigen.

Maalet for det kongelige Partis Reisning var aabenbare Omstyrtningen af alle de nye Bestemmelser, som til Hierarchiets Fordeel vare fattede i Kong Magnus’s Styrelsestid, og derhos Erkebiskop Jons fuldkomne Ydmygelse, hvilken man vel har anseet uundgaaelig nødvendig for hiint Øiemeds Opnaaelse. Begge Formaal vare opnaaede; men vistnok ikke uden store Rystelser og uden megen Forvirring i de kirkelige Forhold. At bringe Orden igjen tilbage i Kirkens Anliggender, maatte nu være Styrelsens første og fornemste Kald, hvilket den heller ikke lod upaaagtet, om det end hermed gik noget langsomt.