ham, og ganske sikkert i en langt mere indskrænket Maalestok, end han havde ønsket. I den nærmeste Forbindelse med denne Stræben stod Haakons Foranstaltninger med Hensyn til Kanslerembedet, hvis hensigtsmæssige Indretning maatte ligge ham saa meget meer paa Hjertet, jo klarere han indsaa dets Vigtighed for Kronen, og jo mindre fuldstændigt han fandt sin Hensigt med Kapelmagisterens Embede opnaaet.
Som Hertug havde Haakon havt sin egen Kansler, nemlig den oftere omtalte lærde Magister Aake, der da var Chorsbroder til Apostelkirken i Bergen. Denne vedblev at være hans Kansler ogsaa efterat han var bleven Konge, og beskikkedes tillige – maaskee ved Haakons Kroning – til Præpositus eller Provst ved Marie Kirke i Oslo, en Kollegiat-Kirke og det blandt de kongelige Kapeller, som Kongen mest synes at have yndet, og hvilket han ved et Brev af 22de Juni 1300 rigeligen begavede med Gods og Rettigheder. Til disse sidste hørte ogsaa den, at Provsten skulde have Lendermands Ret, de der ansatte Prester, Ridderes Ret, Vikarierne og Diaconerne, Hirdmænds Ret, og de lavere Klerker Ret som Kjertesvende[1]. Hermed gjorde Haakon sin Kansler til et høitstaaende Medlem af Kirken, idet han dog tillige holdt ham som kongelig Kapel-Provst, bunden til Kongedømmets Sag. For at ikke Aakes dobbelte Stilling, paa den ene Side som Provst og en stor Kirkes Bestyrer, og paa den anden som Kongens Kansler og Seglbevarer, skulde volde nogen Uleilighed, beskikkede Haakon ham senere, ved den føromtalte mærkelige Forordning af 17de Juni 1308[2], til Medhjælp en Vicekansler, nemlig Ivar Olafssøn, Chorsbroder ved Apostelkirken i Bergen, en Mand, til hvem Kongen findes at have sat stort Fortroende, og hvem han benyttede i de vigtigste Statsanliggender. Vicekansleren skulde egentlig have Kongens mindre Segl (secretum) i Forvaring, men Ivar synes dog saagodt som lige fra sin Ansættelse at have udført alle en virkelig Kanslers Hovedforretninger.
I 1314, som det lader, døde Magister Aake, og nu fulgte Ivar Olafssøn ham i begge hans Embeder, baade som Kansler og Provst ved Marie Kirke, hvilken sidste Stilling imidlertid, ved den pavelige Forordning om de kongelige Kapeller af 5te Februar 1308[3], var gjort end mere afhængig af Kongedømmet end forhen. Nu udstedte Haakon, rimeligviis netop i Anledning af Ivars Forfremmelse, den 31te August 1314 i Oslo et Brev, hvorved han bestemte: – At hver den, som Kongen beskikkede til Marie-Kirkens Forstander, tillige skulde være Kongens Kansler „med al den Hæder, som til Kanslerembedet har ligget fra gamle og nye Tider“. Men da han oftest bør sidde
