Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/191

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ikke være Geistligheden saa ganske uvelkommet, da den netop under en saadan Retsuvished kunde haabe at faa gjort sin egen uafhængige Dommermyndighed saa meget meer gjældende, ja muligen faa givet den en saadan Udstrækning, som den tunsbergske Forening havde tilsigtet, – hvilket var dens høieste Ønske. Kong Haakon har indseet det i mange Maader farlige i denne Tilstand; og han har ved den ovennævnte Forordning søgt at raade Bod paa den. Man seer, at han, med sin sædvanlige Klogskab, har indrettet Forordningens Ord saaledes, som om den nærmest gjaldt Kirkens og Geistlighedens eget Tarv, – hvilket da ogsaa fra en vis Side betragtet kunde være ganske sandt. Men med det samme afskar han dog ved selve den opstillede Bestemmelse Geistligheden al Adgang til eensidigen at benytte den raadende Retsuvished til sin egen Dommermydigheds Udvidelse og Selvstændiggjørelse.

udentvivl har Haakon kun næret ringe Haab om at faa, i eendrægtig Samvirken med Biskopperne, en ny Christenret, med hvilken Kongedømmet og Staten kunde være tjent, paa een Gang istandbragt. Han vilde da, i Mangel heraf, give den gamle fuld Kraft for det Første, men tillige aabne Adgang til Omændringer og Forbedringer i samme, hvilke efterhaanden kunde fremgaa ved Overlæg og Samvirken af baade den geistlige og verdslige Embedsmyndighed, og under Kongedømmets stadige Tilsyn og omhyggelige Meglen. Man sporer her Haakons sedvanlige Statskløgt; og høist sandsynligt er det, at mange – om ikke endog de sleste – Ændringer og Tillæg, der findes i de ældre Christenretter, saadanne som de nu ere tilstede, forbundne med den nyere Landslov, netop skrive sig fra Haakons Bestræbelser for, i denne Lovgivnings-Retning, at udjævne det Ældre med det Nyere, og efterhaanden fremkalde en kirkelig Retsorden for Norge, hvilken paa den ene Side kunde være frigjort for alt, hvad der bar Forældelsens Præg, og paa den anden Side ikke gav Hierarchiet og den geistlige Begjærlighed alt for fri Tøile, – en kirkelig Retsorden, som i det Hele var bygget paa en fast historisk Grundvold. Dog i dette Stykke, som i saa mange andre, skimte vi kun Haakons gode og kloge Hensigter, uden at kunne med Sikkerhed bedømme hans Foranstaltningers sande Verd af deres Følger. Thi disses rolige Udvikling blev desværre afskaaren ved senere Omstændigheders Magt, som det ikke stod til Haakon at forudsee, langt mindre at afverge.

Det er ovenfor omtalt, hvorledes Kong Haakon stræbte til Kongedømmets Tjeneste at skabe en egen Afdeling af den norske Geistlighed, nemlig en kongelig Kapelgeistlighed, under en særskilt Formand, en Kapelmagister, der skulde være Biskopperne saagodt som sideordnet. Det er ogsaa viist, at dette kun tildeels lykkedes