ved sin Kirke, med mindre Kongen kalder ham, da skal den af Kongens Hirdprester, være Vicekansler, som Kongen med Kanslerens Raad finder dertil bedst skikket. Dette tilsikkrede Haakon Marie Kirke for evindelige Tider, idet han kundgjorde, „at hver den, som herimod handler, falder i det haardeste Pave-Ban (pavabann), overeensstemmende med det Privilegium Kongen har for sine Gaver til hellige Steder“, ligesom og hver den, som bryder eller lader bryde denne Forordning, erklæres for fuldkommen Ubodemand, og dertilmed „visseligen vil møde Himmeriges Dronnings Vrede“[1]. Kongen indleder sit Brev med den Yttring, at den efterfølgende Bestemmelse er gjort til Hæder for hans Kapel, den hellige Marias Kirke i Oslo, „til evig Afmindelse, sig og sin kjæreste (da afdøde) Hustru, Fru Eufemia, Dronning, samt alle sine Forfædre og Efterkommere til Sjælebod“. Han giver altsaa ogsaa her sin Bestemmelse den Vending, at den er til Kirkens, navnligen en enkelt Kirkes, Hæder og Forherligelse Man bor ikke betvivle, at et saadant gudfrygtigt Ønske kan have været en medvirkende Drivfjæder til Haakons Foranstaltning; men at det skulde have været den eneste, eller endog blot den fornemste, kan ikke den opmærksomme Iagttager af Haakons Karakter og Styrelsesgrundsætninger tillade sig at tro.
Vigtigheden af Kanslerembedet for den hele Rigsstyrelse, og især under en Formynderregjering, som den der ved Forordningen af 16de September 1302 var foreskreven, stod Haakon klart for Øie. Han indsaa, at en høitstaaende Kirkens Mand dertil udfordredes; men denne, som maatte blive Sjælen i en rimeligviis snart indtrædende Formynderstyrelse, vilde han gjøre saa uafhængig som muligt baade af det egentlige Hierarchi, der repræsenteredes af den biskoppelige Magt, og af Aristokratiet, der repræsenteredes af de endnu tilværende Lendermænd, men derimod knytte til Kongedømmet ved de sterkeste Baand, han formaaede at istandbringe. Og dette troede han at kunne opnaa ved uadskilleligt at forene hiint Embede, – som ellers let kunde falde i en af Standsfordomme opfyldt Biskops, eller i en ærgjerrig for Stormandsvældet indtagen verdslig Høvdings Hænder, – med en bestemt, udmærket og indbringende kirkelig Stilling, for hvis Besættelse dog Kongen ene raadede.
At forøvrigt Haakons Ytringer om sin Hengivenhed for Kirken og om sit Ønske at befordre dennes Hæder og Velvære, og navnligen hans sterke Forsikkringer om sin Ærefrygt og Velvillie for sine Kapeller, – at dette ikke var hykklerske Ord og tomt Mundsveir, hvorunder han alene skjulte politiske Hensigter, derom vidner noksom den Rundhaandethed, hvormed han begavede Kirker og kirkelige Stiftel-
- ↑ N. Dipl I. 127.
