stok, der gjaldt medens den hele Leding var reen personlig, eller med andre Ord, udredtes efter Mandtallet.
En lignende Omsigt fra Kongens Side i en anden Retning, nemlig med Hensyn til Dommermyndighedens Udøvelse, fremlyser af en senere Forordning, udgiven i Bergen den 28de Juli 1316. Kongen har erfaret – heder det i denne – at hans Lagmænd ei ville „sige Lov“ (lög segia d. e. udsige Lovens Bestemmelse, eller afsige Kjendelse efter Loven) i de Sager, som angaa Kirken, og om hvilke Christenretten gjælder, af den Grund, at der ingen Christendomsbolk er i den Lovbog, som hans Fader, Kong Magnus, lod sammensætte, og heller ikke Kongen, Erkebiskoppen og Biskopperne siden have faaet Tid til at ordne Christenretten saaledes som dem synes. Kongen vil dog ingenlunde, at den hellige Kirke eller dens Formænd skulle miste mine Rettigheder. Derfor byder han sine Lagmænd, at de og alle Geistlige (lærðir menn) skulde følge den Christendomsret, som har gjældet hos dem fra gammel Tid, „dog hverken den som hans Fader, Kong Magnus, lod sammensætte, eller den som Erkebiskop Jon lod sammensætte, men den som tilforn var“; den vil han skal gjælde, og at Lagmændene efter den skulle dømme og afsige Kjendelser, – dog saaledes, at al der nævnet Bod (sekt) falder til en Trediedeel (ligesom Tilfældet var i den nyere verdslige Lov). Hvis noget i denne ældre Christenret maatte befindes mangelagtigt, eller at burde udgaa, da skulle Lagmændene, med Vidende og Samtykke af Biskopperne, de Geistlige samt Kongens haandgangne Mænd (Embedsmænd), hvilke vide hvad Landet er nyttigt, skrive til Kongen herom og derhos meddele ham sit Raad og sin Mening.
Man kan let tænke sig, at der, med Hensyn til Christenretten, har paa denne Tid raadet en stor Forvirring. Kong Magnus’s og Erkebiskop Jons særskilte Forsøg paa at skabe en ny tidssvarende Christenret, hvilken kunde egne sig til at optages i den nye, forbedrede Lovbog, eller i det mindste nogenlunde staa i Samklang med denne, vare, som ovenfor viist, mislykkede. Begge Udkast vare blevne underkjendte, og Folket var blevet henviist til de ældre bestaaende Christenretter, hvilke dog baade vare forskjellige for Landets fire Lagdømmer, og dertilmed i mange Maader forældede og usamstemmende med den nye Lovbog. Under en saadan Tingenes Tilstand var det ikke underligt, at Lagmændene, hos hvem efter den nye Retsorden den dømmende Myndighed i Virkeligheden væsentligst hvilede, ofte vare i Forlegenhed med sine Domme, hvor det gjaldt Kirken og dens Personer, og at de derfor gjerne, hvor det var muligt, unddroge sig for at afsige Dom i saadanne Sager. Men dette maatte paa den anden Side
