Norge, hvilke under hans Broders og hans egen Landsstyrelse vare udtalte af den verdslige Statsmagt, men dog neppe i Eet og Alt havde vundet tilstrækkelig Fasthed.
Dette fremgaar af en Forordning udstedt i Bergen den 15de Mai 1311, vedkommende Ledingen. Kongen yttrer heri, at det er kommet til hans Kundskab, at haandgangne Mænd, Geistlige og Biskopsmænd unddrage sig denne Skyldighed for sine Jorders Vedkommende. Han vil ikke taale, at en saa vigtig Ret unddrages Kronen i hans Dage, men han vil paa den anden Side heller ikke paa nogen Maade indskrænke sin Hirds og Geistlighedens gamle Friheder. Han fastsætter derfor, at hver Ridder, Prest og Hirdmand skal selv tredie, og hver Gjest og Kjertesvend, selv anden, være fritagen for Leding paa de af dem beboede Gaarde (í ábœlum þeirra); hvad derimod de nævnte Personer forøvrigt skylde Kronen (af sine fæstet Ejendomme), paalægges det strengeligen Kongens Sysselmænd og disses Ombudsmænd at søge „med Thing og Indførsel (með þingum ok atferðum),“ forsaavidt Modvillighed udvises. Ligesaa paabydes Sysselmændene, hver i sin Embedskreds, at opgjøre nøiagtigen alt fra forløbne Aar tilbagestaaende og paa samme Maade indkræve dette[1].
Man seer her, at Kongen slaar Verdslige og Geistlige sammen, deels vel for at gjøre Forordningen mindre anstødelig for de sidste, deels udentvivl fordi den omhandlede Frihed var bleven de nævnte Personer samtidigen indrømmet af Kongedømmet, nemlig i Anledning af den tunsbergske Forenings Afsluttelse i 1277. Det viser sig nemlig, at den Ledingsfrihed, her nævnes som tilkommende Presterne, netop er den samme, der indrømtes dem i hiin Forening[2], og som altsaa maa antages at være bleven overholdt fra Kongedømmets Side – i Lighed med enkelte andre Punkter af Foreningen –, skjønt denne i sin Helhed agtedes for ophævet. Denne Ledingsfrihed, hvilken var reent personlig, vilde Kongen holde ved Magt; men han vilde ikke, at nogen saaledes personligen begunstiget heraf skulde tage Anledning til at frigjøre sin Jord (eller anden faste Eiendom) fra den samme efter den nyere Lovgivning paahvilende Skyldighed til Kongedømmet. Hans Mening har altsaa, saavidt skjønnes, været den: at Leding i Almindelighed skulde udredes, overeensstemmende med Loven, af Jordebrug paa Landet og af Kjøbskab samt Gaardeleie i Kjøbstæderne[3], kun at for de nævnte Privilegeredes Vedkommende et Fradrag skede svarende til det opgivne Personstal, – et Fradrag, som da maatte beregnes efter den ældre Maale-
