hannes XXII blev valgt i Lyon den 7de August 1316 og kronet sammesteds den næst paafølgende 3die September. Derved var Pavestolens Forbliven i Frankrige for en lang Tid sikkret. Allerede den 8de December samme Aar lod Pave Johannes fra Avignon udgaa en Skrivelse til Erkebiskoppen af Nidaros og alle Geistlige under ham, baade Verdsliggeistlige og Ordensgeistlige, hvori paabødes, at det første Aars Indkomster af alle geistlige Embeder (beneficia) i Nidaros’s Provins, hvilke nu vare, eller i de næstkommende tre Aar bleve ledige, skulde, paa Grund af trængende Nødvendighed for det apostoliske Sæde, henlægges til dettes Skatkammer. Undtagelse gjordes dog med Hensyn til de erkebiskoppelige eller biskoppelige Kirker (Kathedralkirkerne?), de regulære Abbedier (?), geistlige Embeder (beneficia), hvis aarlige Indtægt var under 6 Mark Sølv, samt Vikariater og Kapellanier, – til hvilke samtlige Afgiften ei skulde udstrækkes. Paven vilde besørge dette indsamlet ved Collectorer og Subcollectorer. Modsætsige skulde tvinges ved kirkelige Straffe, Forbud og Ban[1]. Ved et andet Brev af samme Dag overdrog Paven Erkebiskoppen af Nidaros og dennes Lydbiskopper samt de tvende Chorsbrødre af Nidaros, Magistrene Halvard og Thorkel, at beskikke de nødvendige Indsamlere og Underindsamlere i Nidaros’s Provins; og maatte det Indsamlede ikke anvendes til noget andet Brug end det opgivne, men troligen indbetales til det apostoliske Kammer[2]. Dette er det første hidtil bekjendte Spor til de saakaldte Annaters (annatæ) Opbærelse i den norske Kirke og Henlæggelse til Pavestolen for en vis Tid. I Begyndelsen af det følgende Aar, den 3die Februar 1318, meddelte Pave Johannes fra Avignon Erkebiskoppen og Kapitelet i Nidaros Fuldmagt til herefter at indsamle Peterspengen i den nidarosiske Provins, samt til at inddrive det tilbagestaaende af denne Skat fra forbigangen Tid[3].
Imellem den norske Kirke og Kongedømmet synes Alt i de senere Aar af Kong Haakons Styrelse at have været fredeligt, i det mindste i det Ydre. Man finder intet Spor til nogen større Tvist eller Spending. Alligevel mærker man tydeligen, at Kongen fremdeles har fulgt Geistlighedens Foretagender med den største Opmærksomhed, at han har troet det nødvendigt at have et skarpt Øie med hvert dens Skridt, der tydede hen paa Indgreb i Kongedømmets Ret, og at han stod fast paa de Grundsætninger med Hensyn til Kirkens statsretlige Forhold i
