Sagen igjen bragt paa Bane, og det paa den Maade, at Erkebiskop Eilif paa egne og den fraværende Lodins Vegne, samt Nidaros’s Kapitel ved sin Fuldmægtige, paa den ene Side, og Biskop Arne selv samt Bergens Kapitel ved sin Fuldmægtig paa den anden, valgte til Voldgiftsmand Erkebiskop Nikolaus (Ketilssøn) af Upsal, som ogsaa havde været ved Conciliet, og som tidligere under et Ophold i Bergen 1309, rimeligviis paa Tilbagereisen fra Kurien, hvor han havde søgt sit Pallium, var bleven noget bekjendt med den omhandlede Sag[1]. Dette skede i Vienne den 10de Mai 1312. Det bestemtes, at Voldgiftsdommen skulde være afsagt inden 30 Dage, efterat Erkebiskoppen af Upsal og begge Parterne vare komne til Brügge i Flandern, naturligviis paa sin Hjemreise; og Parterne skulde holde sig Dommen efterrettelig under en drøi Straf af 400 Florener i Guld[2]. Dette er den sidste Oplysning der haves om Sagens Gang Erkebiskop Nikolaus’s Dom er, saavidt vides, ikke bevaret; men man maa antage, at den er falden til Gunst for det engang skeede Valg, og at derpaa Lodin endeligen er bleven indviet. Thi baade findes Lodin opført i Rækken af færøiske Biskopper[3], og han nævnes som Færøernes Biskop i Annalerne der hvor disse omtale hans Død i 1316[4]. Biskop Arnes Paastand synes ogsaa virkelig, efter alt hvad der af det nys anførte om denne Sag kan dømmes, at havet være ganske blottet for gyldige Grunde; og hans Fremfærd ved denne Leilighed giver saaledes udentvivl et Beviis blandt flere paa denne Prælats Stridbarhed og haardnakkede Fastholdenhed paa sin Kirkes Rettigheder, de være sig virkelige eller indbildte.
Det lader sig let begribe, at for en Biskop af Arnes Karakter maatte Kapelmagisteren og den hele Indretning med de kongelige Kapeller være en Torn i Øiet. Alle Norges Biskopper følte vistnok nogen Uvillie mod Indretningen; thi om end ikke de kongelige Kapeller, med samt deres Forstandere og øverste Formand, ved de tidligere omtalte pavelige Bestemmelser vare aldeles unddragne den biskoppelige Myndighed, saa var det dog altid en ikke uvigtig Indskrænkning i denne, at Kongen kunde beskikke Kapelmagister, og han igjen, eller og Kongen selv, de enkelte Kapellers Provster eller Prester. Rigtignok skeede Beskikkelsen under den mildere Form af en Præsentation eller et Forslag, men det laa dog i Sagens Natur, at vedkommende Biskop var forpligtet til at antage og indvie eller indsætte den Foreslagene, hvis ikke afgjørende canoniske Grunde kunde anføres mod hans Person. Ogsaa Kapelmagisternes Visitations- og Straffe-
