Ret paa sin Fordring, og at Vintersidderne stadigen have besvaret hans Krav med den Paastand, at det aldrig havde været Sedvane i Bergen, at de derværende Tydskere betalte Tiende Denne Paastand maatte Biskoppen søge at tilbagevise, og hertil valgte han den Tid, da Erkebiskop Eilif, som Archielectus, opholdt sig i Bergen om Høsten 1309.
Den 18de September blev nemlig et Vidnesbyrd optaget i Sagen. En Deel tydske Vintersiddere, hvoriblandt dog ingen af de tre tidligere bansatte Formænd nævnes, indkaldtes til Møde i den udvalgte Erkebiskops Herberge, og der, i dennes, samt flere kongelige Raadgiveres Overvær, krævede Biskop Arne atter Tiende af dem. Han forklarede derhos, hvad han før havde gjort i denne Sag, og lod derpaa oplæse tvende Breve af Kong Haakon, hvori denne bød, at alle udenlandske saavel som indenlandske Mænd, i hvad Stilling de end monne være, skulde yde ret Tiende og al anden Skyldighed til Kirken og dens Ombudsmænd efter Guds Ret og Landslov og gammel Sedvane. Da svarede paa de andre Vintersidderes Vegne Vernik Jungmeistar, at det hidtil aldrig havde været Sedvane i Bergen, at Tydskerne betalte Tiende; han og hans Brødre havde været der meer end 30 Vintre og havde aldrig tiendet. Biskoppen lod strax oplæse et Brev, der udviste, at i Aaret 1296 den daværende Lagmand i Bergen, Hr. Peter Gudleikssøn, og tre Mænd med ham havde gaaet i Borgen for en Deel navngivne Tydskere, hvilke vare blevne satte i Ban, fordi de ei vilde gjøre sin Tiende, at de skulde betale inden en vis Frist. Nu vedgik Vernik, at han rigtignok for ni Aar siden havde betalt Tiende, men da tvang Kongens Ombudsmand i Bergen, Hr. Basse Guttormssøn, ham dertil med kongelig Magt. Baade Vernik og alle de øvrige tilstedeværende Tydskere erklærede atter reent ud, at de aldrig skulde yde nogen Tiende, førend Kongen tvang dem dertil; thi det havde aldrig – sagde de – været Sedvane.
Biskoppen derimod vedblev sin Paastand, at det var gammel Sedvane. Dette – sagde han – var under Ed vidnet for Biskop Narve, og han var derfor ikke pligtig til atter at optage Vidnesbyrd herom. Alligevel for Sikkerheds Skyld fremførte han to gamle Mener som Vidner, og spurgte Tydskerne, om de havde noget mod dem at indvende? Tydskerne svarede nei; men stode med det samme op og gik alle bort, uagtet Biskoppen forbød dem at gaa, førend Vidnerne vare afhørte. En Prest, med tvende andre Geistlige som Vidner, gik strax paa Biskoppens Bud efter dem og stevnede dem tilbage; men de lode ikke Stevningen. Biskoppen lod da Vidnesbyrdene ligefuldt fremføre. Det ene af Vidnerne erklærede, at han for femti Aar siden, medens Peter var Biskop, famlede Tienden i Bergen, og da betalte de Tyd-
