Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/154

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at den, som er udelukket af een Kirke, ikke derfor er udelukket af alle, – medens det dog er de Christnes Tro og staar i Credo: at een er den hellige Kirke, et Forbund af gode Christne over hele Verden, saa vidt som Christendommen strækker sig, – hvoraf følger, at hver, som af Kirken er udelukket, ikke maa lovligen gaa i nogen Kirke, hvor han end er stædt. Nu da de fornævnte Vintersiddere, skjønt udelukkede fra Indgang i den hellige Kirke, fremture i sin Ondskab og Ulydighed, paaminder han dem om ikke at gaa i nogensomhelst Kirke, førend de have forbedret flg. Handler nogen af dem herimod, da sætter Biskoppen ham i Forbud og Ban, forbydende ham fra samme Stund al gudelig Betjening af Kirken og al Omgang med Christne i Mad eller Drikke, i Tale eller Handel. De Geistlige forbyder Biskoppen paa det Strengeste at lade nogen af dem Adgang til sine Kirker; indfinde de sig alligevel der, skal Kirkens Formand lyse Ban øver dem med Udslukning af brændende Kjerter og under Klokkeringning. Ingen Geistlig maa meddele dem „det hellige Embede“ inden Kirken, thi man skal vide for vist, at hver Geistlig som vidende meddeler bansat Mand dette, er selv udelukket fra Indgang i den hellige Kirke, i hvad Slags Geistlig han end er, Klostermand eller Verdsliggeistlig, ja Prædikere og Barfodbrødre (Minoriter) saavel som Andre. Dette er overeensstemmende med Pavens egen Forordning Biskoppen yttrer videre, at han nu med fuld Taalmodighed har ventet paa at andre udenlandske Vintersiddere (han nævner ved Navn tretten) skulle komme og hode Kirken. Men da dette ikke er skeet, forbyder han ogsaa dem Indgang i Kirken, indtil de bedre sig og gjøre Bod[1]. – Den her paaankede Fremfærd;af Prædikebrødrene og Minoriterne maa ganske vist agtes at have været høist uforsvarlig, dog var den slet ikke ualmindelig. Den maatte naturligviis give Biskopperne og Sognepresterne den gyldigste Grund til Anke mod hine Ordener.

Men heller ikke det Skridt, Biskop Arne nu havde gjort, ledede til det forønskede Maal. Da Vintersidderne rimeligviis oftest kun vare et Slags Handelsfuldmægtige eller Faktorer for større Handelshuse i tydske Stæder, og som saadanne let kunde omflyttes, saa maa man formode, at dette deres temmelig løse personlige Forhold til Bergens By har givet dem Leilighed til at komme bort derfra i Sommertiden med de tydske Handelsskibe, og saaledes unddrage sig de videre slemme Følger af den dem personligen paalagte kirkelige Straf, med hvilken de vanskeligen kunde forfølges i deres fjærne Hjemstavn. Denne Omstændighed har udentvivl gjort dem djærvere i deres Trods, især saalænge de, hvad vist ikke manglede, dertil havde sine Foresattes Bifald. Man seer, at Sommeren 1309 er hengangen, uden at Biskoppen fik

  1. N. Dipl II. 83–85, jfr. 88, 89.