Kirker, at de paa Grund af Udeblivelse med Tiendens Betaling vare forfaldne i den Straf, som Landets Love fastsatte. Derpaa kaldte han dem endnu en Gang den 10de September samme Aar for lig i sit Consistorium, hvor hans Chorsbrødre og flere gode Mænd vare forsamlede, og opfordrede dem her baade selv og ved Andre til Lydighed, idet han lovede dem Eftergivelse af Straf og Bod, hvis de afstode fra deres Modvillighed. Men da de fremdeles trodsede, saa forbød han dem høitideligen alle tilsammen Indgang i Kirken, og lod denne sin Dom skriftlig opsætte[1].
Man savner bestemt Underretning om de nærmeste Følger af dette Skridt fra Biskoppens Side. At i det mindste nogle af Suterne have givet efter, er rimeligt; men Modvillien hos dem var ikke ganske undertrykt. Dette viste sig tydeligen deri, at de kort efter gjorde fælles Sag med Vintersidderne i disses Ulydighed med Hensyn til Tiendeydelsen.
I Aaret 1309 maatte nemlig Biskop Arne atter optræde mod de forsømmelige Tiendeydere i Bergen. Denne Gang seer man, at de skyldige vare „somme Husbønder og andre Kjøbmænd“, men især „de udenlandske Vintersiddere og Suterne i Vaagsbunden“. „Det synes ham underligt – siger han i sit Brev af 4de Mai 1309 – hvi Vintersidderne og Suterne meer unddrage sig for sin Skyldighed mod Kirken end de øvrige indfødte Bymænd, da dog Christenretten paabyder alle Mænd i Landet Tiendeydelse af alt ret Erhverv paa det Sted, hvor Enhver befinder sig Julenat“. „Det er ogsaa – lægger han til – gammelt Løfte og Tilsagn af Bergensmændene, siden de lede den store Skade ved Byens Brand[2], at erlægge ordentlig sin Tiende efter den gamle Christenret; og det er at befrygte, at de Mænd, som ei ville holde dette Løfte, lidet betænke, hvad Staden kan overgaa, hvortil og Sandsynlighed har viist sig“. Biskoppen opfordrede alle Geistlige i Bergen, og navnligen Sognepresterne, hver i sit Kirkesogn at kræve Tiende af de fornævnte Vintersiddere, blandt hvilke han udhævede tre ved Navn: Jon og Godik i Bredesgaarden og Engelbrikt Gamle Løning, at de skulde have betalt inden en vis kort Frist. I Tilfælde af Overhørighed erklærede han dem udstødte af den hellige Kirke og forbød dem Indgang i nogensomhelst Kirke, indtil de underkastede sig Bod og bedrede sig. Denne Udstødelse af Kirken skulde lyses hver Helligdag, saalænge de fremturede i sin Ulydighed[3]. Opfordringen blev udstedt under Kongens
