fund, der beskyttedes af den Stad, hvorfra de vare udgangne, og som vedblev, selv i det fremmede Land, at vise Moderstaden Lydighed fremfor Landets Styrelse. En saadan Tilbøielighed viste sig ogsaa sterkere og sterkere hos Tydskerne i Bergen, altsom de tydske Stæders Handel paa denne By udvidedes, og hine Stæders Magt og Selvstændighed med raske Skridt gik fremad. Udentvivl have Forsøg i denne Retning allerede i Kong Erik Magnussøns Tid fremkaldt den Bestemmelse i hans Retterbod for Bergen af 9de Marts 1295, at det under Straf som for Høiforræderi forbydes baade Indenlandske og udenlandske „at danne Foreninger (take sér nokor samheldni), eller oprette Samfund (gere nokor samhlaup var. samlag), eller forfatte Love og Bestemmelser for sig“[1]. Hiin Tilbøielighed viste sig ogsaa – som det lader – tidlig, netop i Uvillie til at erlægge Tiende efter de i Norge gjældende Regler. Maaskee har man i Begyndelsen viist sig mindre nøieseende med dem heri, da deres Antal endnu ikke var ret betydeligt, og deres Ophold i Byen temmelig ustadigt. Men nu, da deres Tal bestandig var i Tiltagende ligesom ogsaa udentvivl deres Formue, blev Tiendekravet strengere og vakte fra deres Side aabenbar Modstand. Dette kunde ikke den ivrige Biskop Arne lade hengaa upaatalt.
I Aaret 1307 blev det ham af Tiendesamlerne tilkjendegivet, at alle Stuerne i Vaagsbunden havde undladt at betale sin Tiende for det forløbne Aar for Paaske (26de Marts), hvortil de – som det heder – efter Ret og gammel Sedvane vare pligtige. Biskoppen kaldte dem for sig, paamindede dem om deres Skyldighed og erklærede, at han vilde fremfare mod dem paa Rettens Vei, hvis de ikke inden en vis Termin betalte. Suterne synes at have henskudt sin Sag under Kongen, og at have paaberaabt sig det Ansvar, hvortil denne kunde drage dem, hvis de ydede Tienden uden hans Tilladelse. Biskoppen tilbød dem nemlig, at hvis de frygtede nogen Paatale fra Kongens Side, da skulde Tienden indtil dennes Ankomst til Byen blive nedsat hos Biskoppen under Laas og Lukke, saaledes at de selv havde Nøglen. Herpaa vilde de imidlertid ikke indlade sig, men vedbleve i sin Modvillighed.
Nu blandede nogle af Kongens Raad sig i Sagen og bade Biskoppen om at udsætte Betalingsterminen, indtil han havde faaet tale med Kongen. Herpaa indgik Biskoppen. Men da han havde været sammen med Kongen (udentvivl i Nidaros i Slutningen af April og Begyndelsen af Mai 1307)[2], og denne ikke havde talt et Ord til ham om Suterne og disses Anliggende, saa kaldte han dem efter sin Hjemkomst atter for sig, foreholdt dem paa ny gjentagne Gange at opfylde deres Skyldighed, og lod, da det intet frugtede, lyse i Stadens
