Ophold i Bergen[1], og maa saaledes formodes at være skeet med dennes Vidende og Samtykke, skjønt han ikke yndede Geistlighedens Brug af Bannet for at tiltvinge sig sin Ret, og desuden kort i Forveien ved sit Brev af 26de Marts havde nævnt Suterne blandt de Lægfolk, som stode under Kongens Beskyttelse, og som af Geistligheden ikke maatte straffes, medens hans Appel til det apostoliske Sæde angaaende forskjellige Gjenstande stod uafgjort[2]. Sagen var maaskee, at denne Appel siden af Kongen var opgiven, som Følge af Erkebiskop Jørunds mellemkommende Død.
Biskoppens Opfordring frugtede som det lader paa de indfødte Bymænd, maaskee ogsaa paa Suterne, som i den næste Tid efter ikke udtrykkeligen nævnes i denne Strid, – men ikke paa dem, den fortrinsviis gjaldt, nemlig de tydske Vintersiddere. Disse fremturede i sin Modvillighed, og de tre Hovedmænd, som Biskoppen tilforn navnligen havde udhævet, bleve virkelig forbudne Indgang i Kirken. Men de foragtede Forbudet, og modtoges i Prædikebrødrenes og Minoriternes Kirker, under det Paaskud, at disse tvende Ordener vare unddragne den biskoppelige Myndighed. Allerede den næstfølgende 31te Mai udstedte nu Arne en ny Skrivelse i denne Sag til alle Geistlige i Bergen, Ordensgeistlige saavel som Verdsliggeistlige, i hvilken han advarede disse i strenge Udtryk mod at stede dem, som vare af Biskoppen erklærede i Forbud, Adgang til sine Kirker, og tillige udstrakte sit Forbud til alle de overhørige Vintersiddere.
De udenlandske Vintersidderes Trods – yttrer Biskoppen i sin Skrivelse – nøder ham til at gribe haardere til efter Kirkelovene, end hans Ønske ellers var. Han har ofte med megen Skaansel fordret, at de skulde opgive, hvad Vern de havde for sig, idet de ei vilde yde Tiende som Landets Indfødte, da dog udenlandske Vintersiddere i Biskop Peters (1257–1270) og Biskop Askatins (1270–1277) Dage betalte Tiende som Indfødte, ja endog i Biskop Narves Tid (1278–1304), skjønt somme da unddroge sig fra sin Skyldighed. Dette kunde gamle Folk bevidne. De havde imidlertid hidtil kun svaret Biskoppen med korte og store Ord, ja saaledes at det ei bor gjentages for gode Christne. Biskoppen havde forbudet tre af dem, Formændene for den udviste Opsætsighed, de ovennævnte Engelbrikt, Godik og Jon, paa Grund af deres Ulydighed, Indgang i den hellige Kirke. Men desuagtet hørte han, at disse Mænd gik i Kirke som Andre, idet de sagde, at de ikke vare udelukkede af de Kirker, over hvilke Biskoppen ingen Raadighed havde, nemlig Prædikebrødrenes, Minoriternes og visse andre. De ledede herved enfoldige Christne i stor Vildfarelse, da de bragte dem til at tro, at den hellige Kirke er i sit Indre sondret, og
