truede imidlertid Norge fra denne Side, nye Angreb kunde ventes, og Haakon skyndte sig at opbyde sit Riges Krigsmagt ogsaa fra Landets vestlige og nordlige Dele for at kunne have en sterk Flaade og Hær samlede ved Rigsgrændsen i sydøst, hvilken var nærmest udsat for Fiendens Indfald.
I denne Anledning henvendte Kongen sig ogsaa med sit Opbud til Norges Erkebiskop og Biskopper, af hvilke han vel med Grund kunde vente, at de ei under de nærværende farlige Omstændigheder vilde unddrage sig for at komme Fædrenelandet til Hjælp efter yderste Evne. Men Erkebiskop Jørund havde den 11te September 1308 fra Nidaros ladet udgaa en Kaldelse til alle Norges Biskopper at indfinde sig hos ham i Nidaros til et Provinsialconcilium, der skulde aabnes den 9de Marts 1309[1], men senere udsattes, som det lader, til en Dag i April eller Førstningen af Mai. Denne Kaldelse var vel tidligere end det kongelige Udbud, dog synes Kongen at have næret Mistanke om rænkefulde Hensigter; og heri maatte han bestyrkes, da Erkebiskoppen, anmodet af Kongen og dennes Raad om at tilbagekalde Conciliet, var saa langt fra at rette sig efter denne Opfordring, at han meget meer drev endnu sterkere paa det. Da nemlig Biskop Arne af Bergen havde begjæret Udsættelse af det berammede Concilium, eller bedet sig undskyldt for at møde dertil personligen, saa gjentog Erkebiskoppen i Skrivelse af 6te Februar 1309, paa en Tid, da han utvivlsomt havde modtaget Kongens Udbud, sin Kaldelse til Biskoppen, hvis Nærværelse, han siger, han paa ingen Maade vil savne, og hvem han opfordrer til at sørge for, at Kongens Raad ei hindrer dette og andre Kirkens Anliggender[2]. Biskop Arne lod sig stemme til at lyde Erkebiskoppen, og det samme var Tilfælde med Biskop Ketil af Stavanger.
Da Kongen nu den 20de Marts 1309 kom til Bergen for personligen at drive paa sine Rustninger, fandt han der begge Biskopperne, Arne og Ketil, rede at drage til Conciliet i Nidaros. Kongen optog, som naturligt var, denne Adfærd meget ilde, og endnu samme Dag forkyndte han, efter Overlæg med sit Raad og i mange tro Mænds Nærværelse, Forbud mod Biskoppernes Reise. Han paalagde dem i Kraft af sin kongelige Myndighed, „under Fortabelse af deres Gods, Friheder og Rettigheder“ ikke at lyde Erkebiskoppens Kaldelse, men derimod følge Kongen didhen, hvor Rigets Vel udkrævede deres Nærværelse. Skulde Erkebiskoppen i denne Anledning foretage sig noget imod dem, saa skulde Kongen forsvare deres Sag for Paven eller hvilkensomhelst gyldig Dommer[3].
