Dagen efter indgav virkelig ogsaa Kongen forskjellige Appeller til det apostoliske Sæde angaaende flere Ulemper (hvilke vides ikke), der paaførtes ham samt hans Klerker og Lægmænd af Erkebiskop Jørund og nogle andre hans Riges Biskopper; – og herom underrettede han ved Brev af 26de Marts Magisteren for sine Kapeller med Provster, Kapellaner og øvrige Klerker ved samme, idet han tillige erklærede at skulle med det Første sende Fuldmægtige til Nidaros for at tilkjendegive Erkebiskoppen dette. De Domme, som muligen imidlertid kunde afsiges i omhandlede Sager af en eller anden Prælat mod hans Klerker eller mod Lægmænd under hans Beskyttelse, skulde ikke agtes[1]. Der blev nu intet af de to ovennævnte Biskoppers Reise til Nidaros; og da Biskopperne af Hamar og Oslo ligeledes maa antages at være udeblevne ifølge Kongens Forbud, saa maatte af den Grund det tilsagte Provinsialconcilium have faldet bort, om end ikke Erkebiskop Jørunds strax efter i April Maaned indtrædende Død havde forhindret dets Afholdelse. Alle de fire Biskopper, Ketil af Stavanger, Helge af Oslo, Arne af Bergen og Ingjald af Hamar, findes derimod, ligesom og Kapelmagisteren Finn Halldorssøn, at have fulgt Kongen om Sommeren paa hans Tog til Rigsgrændsen, og at have været tilstede ved Mødet mellem den norske og danske Konge i Kjøbenhavn, hvor Freden mellem Norge og Danmark sluttedes den 17de Juli 1309[2] paa de i forrige Aar aftalte Betingelser[3].
Erkebiskop Jørunds sidste Leveaar synes hverken at have hengaaet ganske rolige, eller at have været for ham selv behagelige. I Striden med sit Kapitel havde han, som allerede fortalt, været den Tabende, og han synes siden lige til sin Død at have været meer afhængig af sine Chorsbrødre end en saa stolt Prælat uden Græmmelse kunde taale. Chorsbrødrene sees at have været begunstigede af Kongen, og det rimeligviis i saa meget høiere Grad, som Erkebiskoppen begyndte at blive ham mistænkt for hemmeligt Samhold med Hertug Erik og Rigets opsætsige Stormænd. Man finder, at Kongen under sit Ophold i Nidaros i 1307 skjænkede Chorsbrødrenes Kommune 100 Mark til bestandigt Aartidehold (aarlige Sjælemesser paa Dødsdagen) for sig og sin Dronning Eufemia[4], og at han den 10de April 1308 ved et Vernebrev fra Øgvaldsnes i de allersterkeste Udtryk tog Chorsbrødrene og Alt deres, baade Kommunen og hver enkelt af dem tilhørende, under sin kongelige Beskyttelse[5]. Erkebiskoppen vilde nu gjerne vinde dem, rimeligviis for at nyde lidt Føielighed af dem paa
