Bureaukrati, tilsat, dog kun svagt, med demokratiske og tildeels ogsaa aristokratiske Bestanddele.
De nu omhandlede Skridt af Kong Haakon maatte nødvendigviis mishage mange af Norges Stormænd, baade verdslige og geistlige. Heraf den Spending, som man just paa denne Tid sporer imellem dem og Kongedømmet, og som giver sig tilkjende i Hertug Eriks aabenbare Brud med Kongen, i enkelte verdslige Stormænds Optræden paa hans Side mod deres eget Fædreneland[1], og endelig i Erkebiskop Jørunds Lunkenhed i at hjælpe Kongen til Rigets Forsvar Det fuldkomne Brud mellem Haakon og Hertug Erik fremkaldtes i 1308 ved den Sidstes overmodige Afslag paa Kongens Fordring, at han skulde tilbagegive Norge Vardbergs og Konghellas Fæstninger, hvilke Kongen tidligere havde overladt ham som Støttepunkt for hans krigerske Foretagender mod den svenske og den danske Konge, – en Tilbagegivelse, som Hertugen ikke vilde indlade sig paa, før Egteskabet mellem ham og Haakons Datter Ingebjørg var fuldbyrdet. Følgen var, at den aftalte Egteskabsforbindelse hævedes, og at Haakon nærmede sig den danske Konge med Fredsforslag. En foreløbig Overeenskomst tilveiebragtes ogsaa mellem Norge og Danmark ved Fuldmægtige fra begge Riger i Kjøbenhavn den 29de August 1308, og ved den lovede Kong Haakon sin Datter Ingebjørg til Junker Magnus, den svenske Konge Birgers Søn, den danske Konges Søstersøn. Den endelige Fred mellem Rigerne skulde afsluttes ved et Møde mellem Kongerne selv, der aftaltes at skulle finde Sted den følgende Sommer[2].
Nu optraadte Hertug Erik som den norske Konges aabenbare Fiende. Enkelte misfornøiede norske Stormænd havde, som sagt, allerede forladt sit Fædreneland og vare traadte i hans Tjeneste; flere Overløbere har han rimeligviis ventet sig, naar han først med en Hærmagt havde viist sig inden Norges Grændser. Han gjorde midt i Vinteren mellem 1308 og 1309 et ødelæggende Indfald i Viken, trængte frem lige til Oslo, og beleirede, skjønt forgjæves, det sterkt befæstede Akershus. Man synes i Norge ikke at have været forberedt paa et hastigt Angreb; alligevel samlede Bønderne sig fra flere Kanter til Fæstningens Undsætning, og Erik fandt det raadeligst i Begyndelsen af 1309 at trække sig tilbage igjen til Sverige. En alvorlig Krig
