Kongen formeget, og han har været skarpsynet nok til derunder at skimte meer høitflyvende Planer, hvilke kun ventede en gunstig Leilighed for at fremtræde i Handling. Vist er det, at Haakon frygtede og hadede hiint Parti med al dets ærgjerrige Virksomhed, og at han opbød sin hele Aands og Villies Kraft for at tilbagetrænge dets Hensigter, – hvilket og i Hovedsagen kan siges at have lykkets ham.
Hvad der under disse Forhold især maatte ængste Kong Haakon var den Omstændighed, at han stod som det eneste tilbageværende Skud af Harald Haarfagers mandlige Stamme. Hans Broder havde kun efterladt en Datter. Han selv havde kun tvende Døttre: den ene, Ingebjørg, egtefødt af hans Dronning Eufemia, Hertug Vitzlafs Datter af Rygen, den anden, Agnes, uegtefødt. Skjønt Haakon selv endnu var ung af Alder – han var ved sin Regjeringstiltrædelse 29 Aar gammel – synes han tidlig at have opgivet Haabet om at faa nogen mandlig Arving. Ingen af hine Kvinder kunde ifølge Kong Magnus Haakonssøns Rigsarvefølgelov arve Kongedømmet. Thi den udelukkede udtrykkeligen enhver Kvinde fra Arven, skjønt den inden visse Led stedede Mand af Kvinde til den; men alle de nævnte Kvinder vare endnu Børn af Alder, og der var lange Udsigter til at nogen af dem kunde blive gift og i sit Giftermaal maaskee føde en arveberettiget Søn. Især var dette Tilfælde med hans egtefødte Datter, der først var født i 1301. Imidlertid kunde Haakon dø, og da vilde efter Loven – da ingen lovbestemt Arving var forhaanden – et Kongevalg indtræde med alle dets Misligheder.
De norske Konger havde stedse frygtet et saadant. Magnus Erlingssøns Valg i sin Tid, og dets fordærvelige Følger, synes stedse at have foresvævet Kong Sverrers Ætmænd som et advarende Exempel, og Kong Haakon Haakonssøns ligesom Magnus Lagabøters Bestræbelser havde ved deres Arvefølgelove netop gaaet ud paa at fjærne saameget som muligt et saadant Tilfælde. Nu stod det alligevel, efter ikke stort meer end een Menneskealders Forløb efter Haakon Haakonssøns Død, truende forhaanden; og Kong Haakon Magnussøn havde for sit Folks Skyld ei mindre Grund til at frygte det end nogen af hans Forfædre. Han havde nemlig for Øinene den Fordærvelse for Folk og Rige, hvortil Kongedømmets Valgbarhed baade i Danmark og Sverige havde ledet. Hvis det kom til et Kongevalg i Norge, maatte han forudsee ikke alene at Kongedømmet for Øieblikket kunde gaa ud af hans Linie, ja vel af hans Æt, men ogsaa at det ham forhadte aristokratisksindede Parti af Rigets Stormænd vilde nytte Leiligheden til at gjøre Kongedømmets Valgbarhed stadig, og derved tillige begrunde sin egen Selvstændighed som en Kongedømmet sideordnet Statsmagt, – som et Rigsraad. Og det var meer end sandsyn-
