deres videre Overgreb i Norge, ja vel endogsaa at indskrænke det de allerede havde vundet, – noget som vel tildeels lykkedes ham, dog ikke stort længer end for hans egen Levetid. – Fra Norden begyndte Norge meer og meer at foruroliges af Russerne, og de med dem forbundne eller dem underliggende Kareler. Det lykkedes vel Haakon at tilbagevise deres gjentagne Angreb, dog først efterat ikke alene Norges Skatland Finnmarken, men ogsaa det nordlige Haalogaland havde lidt betydelig ved deres Herjninger. – Endelig vare ogsaa Forviklinger med England tilstede, der deels reiste sig fra Norges Indblanding under Kong Erik i de skotske Uroligheder, deels fra uvenskabelige Sammenstød mellem begge Rigers Undersaatter i Handelsanliggender.
Norges Stilling til Udlandet var saaledes, om end ikke i nogen høi Grad truet, saa dog ingenlunde fredelig. Men hvad der var værre, – Rigets indre Tilstand synes ikke at have været ganske beroligende. Det maa ansees utvivlsomt, at der ved Haakons Regjeringstiltrædelse fandtes et Parti af norske Stormænd, hvilke med de ovenbeskrevne danske og svenske, ja vel og de daværende eller nylig forudgaaende engelske og skotske Forhold for Øie, stræbte at grundlægge ogsaa i Norge en selvstændig aristokratisk Statsmagt. Denne skjelnede sig fra den gamle, nu forfaldne patriarchalske Lendermandsmagt deri, at den, meer uafhængig baade af Folket og Kongedømmet, skulde væsentligen hvile paa et Forbund mellem hine Stormænd selv, deels til gjensidig Opretholdelse mod Indgreb baade fra oven og fra neden i den Styrelsesmyndighed, de som sluttet Samfund i Staten kunde tilvende sig paa Kongedømmets Bekostning, – deels ogsaa udentvivl til yderligere Indskrænkning af den Rest af gammel Folkefrihed, som endnu var Nordmændene levnet. Man kjender vistnok, paa Grund af de historiske Kilders Utilstrækkelighed, ikke de nærmere Omstændigheder ved hiint Partis Dannelse og Hensigter; men saameget sees, at Lendermændene have af Kongen været mistænkte for at udgjøre dets Kjerne, og at de Stormænd fortrinsviis have været anseede for dets Ledere, som i Kongens og hans afdøde Broders Mindreaarighed havde ført Rigsstyrelsen i deres Navn, og som under hele Kong Eriks Regjering havde vidst at vedligeholde den engang vundne Indflydelse. Spor til oprørske Bevægelser eller voldsomme Hensigter kunne ikke bestemt paavises; – og dog synes Hr. Audun Hugleikssøns Henrettelse ligesom Hr. Bjarne Lodinssøns og enkelte andre Stormænds Fængsling eller Flugt af Landet i de første Aar af Haakons Regjering at tyde paa Skridt fra deres Side, hvilke af Kongen ere tolkede og straffede som høiforræderske. Maaskee gik det omtalte Partis Stræben for Øieblikket nærmest ud paa at holde den Magt fast, som tidligere heldige Forhold havde lagt i dets Hænder; – men selv dette maa have forekommet
