ligt, at den høie Geistlighed hertil vilde laane Haanden i den sikkre Fortrøstning, at den selv vilde komme til at indtage en udmærket Plads, ja maaskee blive den ledende Kraft i et aristokratisk Valgrige. Den Indflydelse, der ved Kong Magnus’s Lov hjemledes Erkebiskop og Lydbiskopper paa Kongevalget, saafremt et saadant indtraadte, maatte allerede være Geistligheden en Borgen for, at en heldig Anledning derved vilde aabne sig for den til at varetage egne Standsfordele.
Under disse Omstændigheder greb Haakon den Udvei atter at forandre Rigsarvefølgen, og i Forbindelse hermed at udstede en Forordning om Rigsformynderskabet i Tilfælde af Mindreaarighed, – begge Forordninger bestemt beregnede paa de forhaandenværende Forhold. Dette kom i Stand den 16de September 1302 paa et Høvdingemøde i Oslo, ved hvilket vare tilstede, foruden mange Lendermænd og andre verdslige Høvdinger, ogsaa alle Norges daværende Biskopper: Erkebiskop Jørund og Biskopperne Arne af Stavanger, Narve af Bergen, Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar.
Hovedforandringen i Rigsarvefølgen gik ud paa, først at give Mand af Kvinde nærmere Arveret end før var Tilfælde, ved nemlig at stille egtefødt Søn af egtefødt Datter nærmest efter egtefødt Sønnesøn og forud for egtefødt Broder, – dernæst, hvad der var det vigtigste, at stæde Kvinde selv, inden visse Slegtskabsgrader, til Arv af Kongedømmet, nemlig: Datter, Sønnedatter og Datterdatter, alle egtefødte, i 7de og 8de Arv, næst efter Farbroders Søn, og videre: Søster, Faster og Broderdatter, alle egtefødte, i tolvte Arv, – og endelig at indføre i Arvetallet ogsaa Frilledatters egtefødte Søn, nemlig i 9de Arv, næst efter Frillesøns egtefødte Søn og Frillesøn selv. Herved var Adgang til Kongearvefølgen sikkret Kong Haakons egtefødte Datter, baade for hendes egen Person og for hendes kvindelige saavel som mandlige Afkom, – hans Broderdatter for egen Person, – og hans uegte Datter for hendes egtefødte mandlige Afkom. Udsigterne til et Kongevalg vare saaledes betydelig fjærnede, saamegetmere som den Slutningsbestemmelse i Magnus’s Kongearvefølgelov optoges, at naar ingen af de udtrykkelig nævnte Arvinger fandtes, skulde man følge den private Arvelov, dog ogsaa her med den Udvidelse, at Kvinde, som hiin Lov altid udelukkede fra Kongearven, kunde, inden de i den private Arvelov nævnte Grader, træde til, naar ingen Mand fandtes, forudsat at Arvingen, hvad enten det var Mand eller Kvinde, kunde regnes paa en eller anden Maade som stammende fra den norske Kongeæt.
Rigsformynderloven bestemte Rigets Arvings Myndighedsalder
