gang komme afsted uden han blev baaren: „men seer nu mod Øst! der kommer vor Gud med stor Glands“. I det samme oprandt Solen, og alle Bønderne vendte sig mod den. Da slog en af Kongens Mænd, efter forudgaaende Aftale, med en Kolle til Thorsbilledet, saa at det brast sender, og Padder og Mus vældede ud af det. Men Bønderne bleve saa rædde, at de flygtede til alle Sider og vilde gjerne bort; men sine Hefte kunde de ei finde, og deres Baade fyldtes saasnart de kom paa Vand. Kongen kaldte dem tilbage, og Thinget blev sat paa ny; han foreholdt dem deres Forblindelse og bød dem til Slutning vælge mellem Christendom eller Kamp. Hertil svarede Dale-Gudbrand, at vel havde de lidt stor Skade paa sin Gud, men dog siden denne ikke havde formaaet at hjælpe dem, saa vilde de opgive ham og tro paa den Gud, som Kongen troede paa. De antoge alle Christendommen og bleve døbte. Kong Olaf og Biskop Sigurd satte Lærere i Dalene og skiltes fra Bønderne der som Venner. Dale-Gudbrand lod endogsaa bygge en Kirke paa sin Gaard[1].
Da Olaf saaledes heldigen havde fuldført Gudbrandsdølernes Omvendelse, for han til Hedemarken, hvor Christendommen endnu var meget lidet udbredt. Der omtales ingen Modstand af Folket, og Olaf forlod ikke Fylket, for det var aldeles christnet, Kirker indviede og Prester beskikkede. Siden overfor han Thotn, Hadeland og Ringerike paa samme Maade og grundfæstede overalt Christendommen. Det eneste Fylke paa Oplandene, hvor han mødte Modstand, var Raumarike. Bønderne der væbnede sig mod ham, men bleve ganske slagne ved Nitia (Nitelven), hvorpaa ogsaa Raumerne modtoge Christendommen. Olaf fortsatte nu sin Omvendelsesfærd over Soløer lige til Sveriges Grændse, og havde nu endelig den Tilfredsstillelse, at alle de oplandske Fylker ved Udgangen af Vinteren 1022 vare christnede. Til samme Tid gav ogsaa Olaf Eidsivathing, der fra først af skal have været indstiftet af Kong Halfdan Svarte, et videre Omfang, end det for havde havt, idet han gjorde det til fælles Lagthing for alle Oplandenes Fylker, og gav dets Lov, Eidsivathingsloven, det Omraade, som den siden i lang Tid beholdt[2].
Da Olaf næste Aars Sommer 1023 overfor det sydvestlige Norge, greb han Leiligheden til at bestyrke Christendommen paa Vors, hvor
- ↑ Sn. Ol. H. S. c. 717–119; mind. Ol. H. S. c. 33–38. Beretningen om denne Begivenhed stemmer i alle de Sagaer hvor den findes meget nøiagtig i Enkelthederne, kun maa mærkes, at den mindre Ol. H. S., der i Grunden fortæller omstændeligst, har den Egenhed, at den heel igjennem taler om Gudbrandsdølernes Hedendom som et Frafald, altsaa antager, at Olaf Tryggvessøns Omvendelsesvirksomhed ogsaa har strakt sig derhen. Dette synes dog ikke at stemme med Gudbrandsdølernes Adfærd i det Hele, saaledes som den i Fortællingen fremstilles.
- ↑ Sn. Ol. H. S. c. 120.
