som næst ham var den mægtigste, Thord Istermage, fandt han ogsaa dennes Mod vakklende. Begge Høvdingerne foreslog nu for de samlede Bønder at holde Thing med Olaf og prøve den Lære, han for med. Dette samtykkede Bønderne. Et Møde blev aftalt, og Olaf, som imidlertid med Biskop Sigurds Hjælp havde ordnet Christendommen nord i Dalene og beskikket Prester der, kom til Hunthorp. Et Thing blev strax sat, uagtet Veiret den Dag var vaadt, og Olaf forkyndte Christendommen for Bønderne. Gudbrand svarede, at man ei kunde vide hvad det var for en Gud, han talede om, som hverken Olaf selv eller nogen anden kunde see. Da havde de en ganske anden Gud, som man hver Dag kunde see. Den Dag var han ikke ude, fordi Veiret var vaadt; men hvis han kom paa Thinget, vilde de nok faa Skræk i Brystet. Var nu Olafs Gud saa mægtig som han sagde, da skulde Kongen lade ham skaffe skyet Veir uden Regn den næste Dag, og saa skulde de atter mødes. Hermed hævedes Thinget for den Dag, og man vexlede Gidsler. Olaf havde Gudbrands Søn med sig og udspurgte ham om Kvelden nøie om hvorledes deres Gud var. Næste Dag var Veiret som Gudbrand havde forlangt, og man mødtes atter. Biskop Sigurd stod op i fuld Messeskrud og forkyndte Christendommen; men det kom heller ikke nu til nogen endelig Afgjørelse. Thord Istermage forlangte kun, at de Christne skulde lade sin Gud, om hvem de fortalte saa store Jærtegn, skaffe klart Veir Dagen efter, da skulde de for Sol stod op tredie Gang mødes og enten forliges eller holde en Kamp. Olaf indgik herpaa. Om Natten lod Kongen hemmeligen Bøndernes Baade som laa i Laagen gjennembore og deres Heste bortdrive. Veiret var om Morgenen klart, og før Solopgang var Kongen paa Thingstedet, hvor han fandt en Deel af Bønderne allerede tilstede. Strax efter saaes den øvrige Mængde komme bærende mellem sig et stort Menneskebillede, for hvilket Bønderne reiste sig og bukkede. Billedet var rigt smykket med Guld og Sølv og blev stillet paa en tilhørende Skammel midt paa Thingvolden. Det var Thor med sin Hammer i Haanden; han dyrkedes ivrigen i Dalene, og hver Dag satte man for ham som Offer fire Lever Brød med Kjød til. Bønderne satte sig nu paa den ene Side af Billedet og Kongen med sine Mænd paa den anden. Da reiste Gudbrand sig og sagde: „hvor er nu din Gud Konge? Jeg tænker han nu bærer Skjegget lavt; det synes mig og som dit og Biskoppens Mod er mindre end i Gaar, siden vor Gud er kommen, som raader for Alt, og seer paa Eder med hvasse Øine. Lader derfor eders Overtro fare og og tror paa vor Gud, der har eders Skjebne i sin,Haand“. Derpaa reiste Olaf sig og sagde, at han ei ræddedes for en Gud, der var blind og døv og ei kunde hjælpe hverken sig selv eller andre, ja ei en-
