han hørte at det stod ilde til med den. Han holdt Thing med Bønderne paa Vangen og paabød Christendommen. Vorserne derimod bød ham Kamp, og det kom dertil, at begge Parter fylkede sit Folk. Men da kom en Skræk over Bønderne; ingen vilde stille sig i Spidsen for dem, og Enden blev, at de underkastede sig Kongen og modtoge Christendommen[1].
Siden gjennemfor Olaf Sogn, og drog derfra om Høsten over Fjeldet til Valders, som endnu var hedensk. Han skyndede sin Færd saa meget, at han kom uventet paa Bønderne, og fik taget deres Baade i Miøsvandet, hvilke han bemandede med sit Folk. Siden stevnede han Thing. Men Bønderne havde ladet Hærør udgaa og mødte væbnede og i overlegent Antal til Thinget. Kongen kunde ikke faa fremført sit Christendomsbud for Almuens Skrig og Vaabenbrag, og en Kamp mod den store Overmagt fandt han altfor vovelig. Han lod da for Øieblikket Christendomsbudet fare, men spurgte Bønderne om de havde nogen Sager sig imellem, hvori de ønskede Kongens Forligsmegling. Nu mærkedes det snart, at der var stor Usamdrægtighed mellem Bønderne indbyrdes, og at de kun havde forenet sig for at modstaa Christendommen. Hele Dagen led hen med at ransage disse Kjæremaal, og om Kvelden blev Thinget hævet. Kongen med sine Mænd gik ned til Baadene; men Bønderne holdt sig fremdeles samlede. Olaf havde imidlertid faaet vide, at de for at møde ret talrigt, havde ladet Bygden saagodt som folketom efter sig. Om Natten lod han nu ro tvert over Vandet, gik her paa Land, begyndte at brænde Gaardene i Bygden og vedblev saaledes Dagen efter. Da Bønderne saa dette, kom der snart Splittelse i deres Flok; den samlede Hær opløste sig, og hver skyndte sig til sit Hjem alt hvad han kunde. Nu havde Kongen vundet Spil; han havde Vandet i sin Magt og kunde uhindret herje paa begge Sider. Snart kom Bønderne til ham, underkastede sig og fik Fred. Olaf lod sine Baade drage over Eidene fra Vand til Vand og gjennemfor saaledes hele Valders uden at støde paa nogen videre Modstand. Folket blev overalt christnet; dog holdt Kongen sig stedse ved Vandene, da han ei ret troede Bønderne. Han dvælede der langt ud paa Høsten, sysselsat med at ordne Christendommen, beskikke Prester, reise Kirker og lade dem indvie. Først da Frosten indtraadte, forlod han Valders og drog over Oplandene til Throndhjem[2].
Valders var, saavidt man af Sagaerne kan skjønne, det sidste Landskab i Norge, hvor Olaf selv optraadte som Christendommens Forkynder. Nu var ogsaa Christendommens Seier at ansee som afgjørende vunden i Norge, og ved det følgende Aar 1024 bemærke
