vundne Enevælde ved at tage Gidsler af Lendermændene og de mægtigste Bønder; og fra denne Stund var Fylkeskongedømmet for stedse tilintetgjort i Norge[1]. Det er høist rimeligt, at Olaf enten umiddelbart efter denne Begivenhed, eller kort efter, har faaet hiin Verdighed ved Lov afskaffet. Vist er det, at den efter hans Tid betragtedes som stridende mod Norges Forfatning og gjældende Love.
Olafs Fremfærd ved denne Leilighed kan naturligviis aldrig godkjendes for den christne Sedeligheds Domstol. Om man end maatte være tilbøielig til at betragte det som et Slags Nødværge, at han ved at afsætte de oplandske Fylkeskonger gjorde sig dem uskadelige, – eller som en Stats-Nødvendighed, at han gjorde voldsomt Brud paa deres nedarvede Ret, for at skjænke Norges Rige i dets Helhed den Samholdskraft, som uundgaaelig fordredes til dets Selvstændigheds Opretholdelse, – saa staar dog tilbage hans Grumhed mod de tvende af Fylkeskongerne og hans Strenghed mod dem i det Hele, uagtet de dog unegtelig tidligere havde bidraget til at hæve ham paa Norges Kongestol. Men den Tids Anskuelser vare ikke vore. Man følte sig ikke forpligtet til at see saa nøie paa Midlerne, naar Øiemedet forekom En stort og godt; og for Strenghed i legemlige Revselser var Maalestokken for hiin Tids haardføre Mennesker en ganske anden end for vor Tids forfinede Slegt. Lemlæstelser af den Art, som Olaf her anvendte, vare i de nærmeste Aarhundreder baade for og efter ganske almindelige Træk i hele det christelige Europas Statskunst. De laa vistnok, især i Norge, udenfor Lovenes Bestemmelser; men det var, og har til alle Tider været, Tilfældet med Statskunsten, at den desværre kun altfor ofte har hævet sig over og gjort Brud paa baade Lov og menneskelige Følelser, og troet sig heri at være i sin gode Ret. Det troede Olaf sig ogsaa utvivlsomt at være, naar han stillede sig Christendommens Udbredelse og Fædrenelandets Selvstændighed for Øie som sin Konge-Virksomheds høieste Maal. Sagaerne have seet Tingen fra den samme Side. Thi de ere saa langt fra dadlende Yttringer ved Fortællingen om denne Olafs grusomme Fremfærd, at de tvertimod, om de end ikke udtrykkelig rose den, dog omtale den paa en Maade, som tydelig viser, at de billige den, – og vore Sagaers Dom maa man fast uden Undtagelse betragte som Folkets Dom, dets Dom i det mindste paa en Tid, da en roligere Eftertanke hos det var indtraadt, hvilken ikke altid i Handlingens Øieblik kunde være tilstede. Følgerne af Olafs Verk viste sig heldbringende for Norge; og derved var selve Verket i Folkemeningen retfærdiggjort.
Olafs Virksomhed paa Oplandene tog, som vi have seet, en ganske anden Retning, end rimeligviis oprindelig var paatænkt; –
- ↑ Sn. Ol. H. S. c. 72–74, 98; Fgrsk. S. 77, 79
