Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/92

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
78
Første Tidsrum.

stendommen; men han fortfor som i Vingulmark, omvendte Folket og refsede strengt dem, som ikke vilde lyde hans Christendomsbud.

De oplandske Fylkeskonger havde forestillet sig, at de ved den Hjælp, de havde ydet Olaf til at vinde Norges Rige, havde gjort sig ham saa forbunden, at de af ham ingen Tvang eller Vold havde at frygte hverken i Trossager eller i andre Henseender. Men nu fik de føle, at det ikke var deres Frændes Mening. Raumarikes Konge, som først var forhaanden, flygtede skyndsomt til Hedemarken til den kloge Kong Rørek, der med sin Broder Ring styrede dette Fylke; og her samlede sig nu i Hast paa Ringisaker fem hedenske Fylkeskonger for at raadslaa om, hvad de i sin vanskelige Stilling skulde foretage. Roret, som tidligere havde fraraadet at hæve Olaf til Overkongedømmet, raadede nu til Underkastelse. Men han blev overstemt af de øvrige Konger, og det endelige Raad blev, at Kongerne selv skulde forblive samlede, og hver især fra sit Omraade stevne til sig saameget væbnet Folk, at de kunde være Olaf fuldkommen overlegne; og da skulde de, naar han kom til Hedemarken, møde ham og tage ham af Dage: „thi, yttrede en af dem, saalænge Olaf lever, kunne vi aldrig stryge frit Hoved“. De udsendte sine Speidere for at faa nøie Underretning om Olafs Færd, og tænkte nu at have indrettet Alt paa det Klogeste.

„Men – siger Sagaen – det gik dog efter Ordsproget: hver har en Ven blandt sine Uvenner“. En Bonde-Høvding, Ketil af Ringenes, som havde været tilstede ved Kongernes Raadslagning, var Olafs hemmelige Ven. Han skyndede om Natten efter Modet paa et let Skib ned ad Mjøsen, traf i den tidlige Morgenstund Kongen paa Eid (Eidsvold) strax nedenfor Mjøsens Sydende og underrettede ham om Fylkeskongernes Anslag. Olaf samlede i Hast alle de Baade han kunde faa, indskibede paa dem fine Mænd ud paa Kvelden og var for Dagbrækning ved Ringisaker. Han kom saa uventet, at ikke engang de udstillede Vagter mærkede Uraad, for Gaarden i Lysningen var omringet. Paa Modstand var nu ei at tænke. De fem Fylkeskonger bleve alle fangne. Rørek, den farligste af dem, blev blindet; paa en anden, Gudrød Dalekonge, blev Tungen afskaaren; men Ring og de tvende øvrige lod Olaf sverge sig den Ed, at de skulde forlade Norge og aldrig komme did tilbage. Ogsaa flere andre Høvdinger, som havde deeltaget i Raadet mod Kongen, bleve paa det strengeste revsede. Det Rige, som Fylkeskongerne havde styret, erklærede nu Olaf for at være sig underlagt; og da endnu samme Vinter hans Stiffader Sigurd Syr paa Ringerike, som stod udenfor den hele Bevægelse, døde, saa bar Olaf nu ene Kongenavn i Norge, noget som ei havde fundet Sted siden Harald Haarfagers tidligere Dage. Han sikkrede sig det