den megen Handelsrørelse, der var mellem de førstnævnte og Folket af de nærmeste christne Lande. „Der var baade Vinter og Sommer en Mængde Kjøbmænd, baade danske og saxiske. Vikværingerne selv vare ogsaa meget i Kjøbfærd til England, Saxen, Flandern og Danmark. Nogle af dem fore derhos i Viking og havde Vintersæde i christne Lande“[1]. I Viken kunde altsaa Christendommen ansees som allerede fra Olaf Tryggvessøns Tid befæstet, og Olafs Virksomhed kunde saaledes her væsentlig indskrænke sig til at paasee sin Christenret antagen og sat i Kraft, for derved at fremskynde Kirkesamfundets Ordning.
Denne Christendommens bedre Stilling strakte sig imidlertid ikke dybere ind i Landet. Strax indenfor Viken var Oplandene; og herhen var, som oftere yttret, Christendommen kun i ringe Maade fremtrængt, og jo længere det led op fra Vikens Naboskab, des mere rodfæstet var endnu Hedendommen blandt Folket. Paa Oplandene henvendte nu Olaf sin Opmærksomhed, da vigtige Forhandlinger med Sverige alligevel gjorde ham det nødvendigt at dvæle noget længe i Norges sydøstlige Egne, og desuden den Tid var forhaanden, da Kongerne efter gammel Skik plejede at fare paa Gjesteri i denne Landsdeel, hvilket sandt Sted hver tredie Vinter. Om Hoften 1017 tiltraadte Olaf sin Reise fra den nyanlagte Stad Borg eller Sarpsborg til Oplandene. Veien did laa gjennem det inderste af Vikens Fylker, Vingulmark, der omgav Bunden af Folden. Allerede her fandt Olaf Sysselsættelse for sin christelige Virksomhed. Han indrettede nemlig sin Færd saaledes, at han holdt sig saa nær som muligt til de indre meer afsidesliggende Skovbygder, og stevnede overalt til sig Bygdefolket, især det som boede fjærnest Hovedherederne. Han undersøgte nøie, hvorledes Christendommen blev overholdt blandt dem; hvor ham syntes, at noget skortede, sørgede han for Folkets Undervisning, men var derhos yderst streng ja grusom, hvor han stødte paa haardnakket Modvillie „Af dem, – heder det – som ikke vilde aflade Hedendommen, drev han nogle bort fra Landet, andre lod han lemlæste paa Hænder eller Fødder eller deres Øine udstikke, andre lod han henge eller halshugge; men ingen lød han ustraffet, som ikke vilde tjene Gude-. Han tog i denne sin Fremfærd intet Hensyn til om den Skyldige var mægtig eller ringe. Han satte Christenlærere i Bygderne, saa mange som ham syntes nødvendigt[2].
Da Christendoms-Sagen saaledes var nogenlunde ordnet i Vingulmark, drog Olaf til Raumarike. Her var han paa oplandsk Grund og i de oplandske Fylkeskongers Omraade. Han mærkede snart, at jo længere han kom op i Landet, des værre stod det til med Chri-
