ovenfor paapegede eller lignede. Og naar da den ydre Tvang og det skarpe Tilsyn slappedes eller ophørte, maatte disse hemmeligholdte Tanker i større eller mindre Grad give sig Luft i Ord og Gjerning, i Folkets Opfatten og Overholdelse af Christendommens Bud og Skikke.
Disse Exempler kunne tjene til at opklare vore Begreber om Aandstilstanden hos Mange af de nyomvendte Christne fra Olaf Tryggvessøns Tid, og derved ogsaa om den sande Beskaffenhed af det Tilbagefald til Hedendommen i den næst paafølgende Tid, hvorom Talen er i vore Sagaer. Man maa nemlig, som allerede for er yttret, antage, at der i de færreste Tilfælde fandt et virkeligt Tilbagefald Sted, det vil sige: en frivillig og afgjort Forkastelse af Christendommen og Tilbagevenden til Hedendommen, dens Tro og Gudsdyrkelse. Derimod var der i den Christendom, som fandtes, og som Mængden af de Omvendte i Grunden holdt fast ved, mangfoldige Brøst og Mangler, der vare Følger af Omvendelsesmaaden, af ufuldstændig og uklar Undervisning i Begyndelsen, af liden eller ingen Veiledning i den nærmeste Tid efter, og endelig af det fuldkomne Savn af en lovbegrundet christelig Kirkeorden eller Christenret. Men disse Ufuldkommenheder lode hedenske Begreber og Forestillinger et altfor vidt Spillerum, og ledede derved til en Forvanskning af Christendommens Lære, som i Tidens Løb letteligen kunde udarte, og tildeels allerede var udartet, til en Christentro i Navnet, hvilken i Virkeligheden kun var en ny Hedendom. Dette var da den sande Tilstand, hvori Folket vide omkring i de af Olaf Tryggvessøn omvendte Dele af Norge, med Hensyn til Troen, befandt sig ved Olaf Haraldssøns Regjeringstiltrædelse. Dette var det hedenske Væsen i selve den nys indførte Christendom, som det var Olaf Haraldssøns nærmeste Opgave at udrydde og om muligt for bestandig udestænge. Det var ogsaa Maalet for hans Virksomhed under hans omtalte Reise sydefter langs Norges Kyst i Vaaren og Sommeren 1016, idet han – som Sagaen siger – overalt lod kundgjøre Christendomslovene, afskaffede mange Uvaner og megen Hedendom, og truede med strenge Refselser dem, der ikke vilde følge hans Bud med Hensyn til Christendommens Overholdelse.
Slutningen af Sommeren 1016 og den paafølgende Vinter holdt Olaf sig i Viken, sysselsat med fuldkommen at sikkre sig denne Deel af Norge mod Danmark og Sverige. Men medens han med Held udførte dette, havde han tillige Christendommens Befæstelse stadigen for Øie. Han lod i Viken ligesom for i det vestlige Norge „paabyde den christne Lov“, det vil nærmest sige: den af ham sammensatte Christenret; og denne blev ogsaa her uden Vanskelighed antagen. Thi, heder det, „de christne Seder“ vare langt bedre bekjendte for Vikværingerne end for Folket længer nord i Landet, paa Grund af
