fortrinlig Vegt. Thormod forestilte sig, at en Overtrædelse af den christne Fastelov vel kunde hjælpe ham til Lykke i en aabenbare uchristelig Handling, men paa den anden Side ei var af den Vigtighed, at den i nogen høi Grad kunde paadrage ham Christi Ugunst eller Straf. Lignende Anskuelser med Hensyn til den byrdefulde Fastes Overholdelse have ganske vist hos mange af de Omvendte fra Olaf Tryggvessøns Tid gjort sig gjældende, og ledet dem til heri at vise en Skjødesløshed, som før hver den Tids ivrige Christenlærer maatte synes høist forargelig og strafværdig, skjønt den hos den Skyldige ingenlunde fremkaldtes af nogen bestemt Uvillie mod Christendommen, eller noget Ønske øm atter at opgive denne for Hedendommen.
Det tredie og udentvivl vigtigste Exempel frembyder den før omtalte Lovbestemmelse, hvorved Christendommen antoges som Landsreligion paa Island. Tre Indrømmelser gjordes nemlig, som vil erindres, Hedningerne: at udsætte Børn, at æde Hestekjød, og at blote i Løn. Af disse Indrømmelser begrundedes de to første udtrykkeligen derpaa, at „de Mænd, som mest havde været Christendommen imod, neppe kunde begribe, hvorledes det skulde gaa an, at opføde alle de Børn, som fødtes, saavel de Fattiges som de Riges, og til samme Tid forsage og forbyde den Fode, som er til saa stor Hjælp for Almuen til dens Underholdning“[1]. Her seer man, at de nyomvendte Christne troede at kunne af økonomiske Grunde tillade Vedligeholdelsen af tvende gamle hedenske Sedvaner, af hvilke den ene ikke blot var uchristelig men endog umenneskelig, og den anden, efter den Tids christelige Anskuelser og Kirkelove, i det mindste høist anstødelig og strafværdig. Hvad den tredie Indrømmelse angaar, da maa man vel tænke sig den fremkaldt af den høist naturlige Slutning, at hvor indre Overbevisning manglede, der kunde ingen Lov fremtvinge den; og at et Lovbud, som vilde forbyde Hedendommens hemmelige Yttringer der, hvor Hjertet var fuldt af den, var unyttigt og urimeligt, ja kunde fremkalde Fortvivlelsens Modstand, medens et Lovbud, der indskrænkede sig til at forhindre Hedendommens offentlige Yttringer og den deraf følgende Forargelse for de Christne, kunde være i sin Orden og i Tidens Løb virke gavnligt, uden derfor unyttigen at opirre de ivrige Hedningers Sind. Om Olaf Tryggvessøn vilde i Norge, under lignende Omstændigheder, ved Lov have gjort Hedendommen og hedenske Sedvaner de samme Indrømmelser, som hans Udsendinger gjorde paa Island, – det er et andet Spørgsmaal; efter Olafs Sindelag er det neppe troligt. Men vist er det, at han ikke kunde hindre hverken de hemmelige Hedninger, eller de lidet underviste Nyomvendte Christne fra i deres stille Sind at nære Anskuelser som de
- ↑ Fornm. s. II. 242.
