frugtesløs, men den gjorte Fremgang svarede dog ingenlunde til Olafs Forventninger. Olaf ophidsedes ved Thangbrands Klager og vilde i sin Forbittrelse lade dræbe en Deel hedenske Islændinger, som just laa med sine Skibe i Nidelven. Men da gik Hjalte Skjeggessøn i Spidsen for sine tilstedeværende christne Landsmænd i Forbøn for dem, og det uagtet hans Fiende Runolf Godes Søn, Sverting, var blandt de til Døden bestemte. Hjalte forestilte Kongen, at en Grumhed som den han agtede at øve, kun vilde gjøre ham de dræbtes mange og mægtige Frænder til uforsonlige Fiender; derimod vilde de være føieligere mod Kongens Christendomsbud, naar de vidste sine Børn i hans Vold. Olaf fandt selv ved nøiere Eftertanke Rigtigheden heraf og lod sig formilde. De hedenske Islændinger som vare i Throndhjem maatte lade sig døbe og fik for det første ikke Tilladelse til at vende hjem til sit Fædreneland.
Tidlig om Vaaren det følgende Aar (1l)l)0) sendte Olaf Gissur og Hjalte til Island for at paabyde Christendommen; og for at give deres Ord mere Vegt og tillige sikkre dem i deres Optræden som Christendommens Forkyndere, holdt han fire Islændinger af de gjæveste Ætter tilbage som Gidsler, blandt disse Kjartan Olafssøn og Sverting Runolfssøn. Gissur og Hjalte med Følge landede paa Islands Sydkant paa den Tid af Sommeren, da man drog til Althinget. De stødte først paa den fiendtlige Runolf Godes Thingmænd, som ingen Hjælp eller Gjæstfrihed vilde yde dem; og de maatte fare en lang Vei tilfods. Siden skaffede dog deres Venner og Frænder dem Heste. De sendte nu Bud foran sig til Althinget, at deres og Christendommens Tilhængere der skulde holde sig rede til at understøtte dem. Det viste sig nu, at det christne Parti allerede var sterkt; thi saa mange stødte til Gissur og Hjalte, at de med væbnet og ordnet Hær kunde ride til Thinget. Hedningerne grebe ogsaa til Vaaben, men vovede ei en Kamp, da de saa det christne Partis Talrighed og Styrke. Dagen efter gik Hjalte, trods sin Fredløshed, i Spidsen for Klerkerne i deres fulde Skrud med Kors og Røgelse til Lovbjerget – det ophøiede Sted paa Thingvolden, hvorfra alle offentlige Forkyndelser skede – og talede der med Djærvhed Christendommens Sag. Følgen af dette dristige Skridt var, at Hedninger og Christne under Skrig og Tummel erklærede sig ei længer at staa under samme Lov, det vil sige, at hvert Religionsparti fra nu af dannede et særskilt Statssamfund. De skiltes som aabenbare Fiender og beredte sig fra begge Sider til Kamp. Før at seire i denne gjorde begge Partier høitidelige Løfter. Hedningerne lovede sine Guder et stort Menneskeoffer, for at de skulde omstyrte den nye Tro, og de udnævnte til Offere to Mænd af hver Lands-Fierding. De Christne paa sin Side valgte ligesaa mange af
