Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/70

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
56
Første Tidsrum.

sin Midte, som offrede sig til den eneste Gud ved Løfte om et helligt Levnet. Det saa nu ud som Thingvolden snart skulde blive forvandlet til en blodig Kampplads. Men Lovsigemanden, den kloge og anseede Thorgeir, Liosvetningernes Gode, afvendte den truende Strid. Han skildrede for Almuen i en Tale fra Lovbjerget, hvor stor Ulykke det vilde volde, hvis Islændingerne vilde splitte sig i tvende Statssamfund og ei længer lyde een og samme Lov; derfor burde man fra begge Sider give noget efter for at enes. Thingfolket hørte ham med Opmærksomhed og fandt, at han talede Sandhed. Baade Hedninger og Christne erklærede eenstemmig, at de vilde følge hans Opfordring, og overlade det til ham at forkynde den nye Lov, som alle paa Forhaand forpligtede sig til at lyde. Thorgeir var endnu Hedning, og denne Omstændighed synes at have beroliget det hedenske Parti, som maatte vente sig, at den nye Lov vilde blive dem gunstig. Men deres Forventning blev skuffet. Thorgeir var hemmelig underkjøbt af Christenpartiets Høvdinger, og hans Egennytte havde vel været saameget lettere at paavirke, som hans Skarpsindighed alligevel af Christendommens raske Fremvext paa Island og dens Tilhængeres Mængde og Kraft maatte spaa Hedendommen et hastigt Fald. Han fremsagde strax som den nye Lovs første og fornemste Bestemmelse, hvad de Christne havde indgivet ham: at hver Mand paa Island skulde være Christen og lade sig døbe, men alle Hof og Afgudsbilleder skulde nedbrydes, og den mindre Fredløshed (fiorbaugsgarðr) være Straffen for hver den, som aabenbare blotede til Afguderne; paa den anden Side skulde det, for ogsaa at føie de ivrigste Hedninger i noget, være tilladt fremdeles at udsætte Børn og æde Hestekjød, ligesom heller ikke nogen skulde være strafskyldig for at blote i Løn, naar saadant ikke blev vidnesfast. Al den øvrige gamle Lov skulde staa ved Magt, forsaavidt som den ikke aabenbare stred mod Christendommen. Med denne besynderlige Forening af Christendom og Hedendom lode begge Partier sig nøie. De Christne havde dog opnaaet, at deres Tro blev den i Loven erkjendte Statsreligion, og kunde nære det sikkre Haab, at under dette Forhold de Hedendommen gjorte Indrømmelser snart maatte blive betydningsløse og af sig selv bortfalde. Hedningerne have derimod vist nok maattet føle sig utilfredsstillede og ilde farne; men de havde allerede paa Forhaand givet sit høitidelige Løfte til Lovens Antagelse, og de klogere af dem maa desuden, lige saa vel som Thorgeir, have mærket Christendommens Overlegenhed, og ved nærmere Eftertanke have følt det umuligt i Længden at stampe mod Brodden. Før Althinget skiltes, lode alle de tilstedeværende Hedninger sig uden videre Modstand deels døbe, deels primsigne, og ved Thingmændenes Hjemkomst i sine Hereder blev Daabshandlingen overalt fuldbyrdet, og den