ningernes Vold. Deres Bøn blev hørt. Store Klippestykker faldt ned og sperrede Hulernes Indgang; men Hedningerne fandt ikke et Menneske paa Øen. Disse Helliges Levninger var det, som nu bleve bragte for Dagen ved Olaf Tryggvessøn, og Norge fik i Sunniva sin første indenlandske Helgen. Hendes Fest blev senere høitideligholdt den 8de Juli, der regnedes for hendes Dødsdag.
Olaf før efter Thinget paa Dragseid længer mod nord, og uden Hindringer blev Nordmøre christnet. Paa hele denne Færd var Olaf ledsaget af Biskop Sigurd, der naturligviis ledede den egentlig geistlige Deel af Omvendelsesverket.
Hidtil havde Olaf drevet sit Foretagende med Lethed. Hans Klogskab i at begynde der, hvor mindst Modstand var at vente, og siden ved sin Hastighed og ved at vinde Høvdingerne forekomme alle kraftigere Modstandsplaner, havde hjulpet ham. Men nu begyndte Vanskelighederne at blive større. Han havde naaet Throndhjem hvor baade Landets og Hedenskabets Hovedstyrke var. Opmuntret ved sit hidtil nydte Held, troede imidlertid Olaf ogsaa her ved Raskhed og Voldsomhed i Hast at kunne naa sit Maal. Han begyndte sin Virken med at opbrænde det store Hof paa Hlade med alle dets Afgudsbilleder. Men de forbittrede Bønder lode nu Hærør (Krigspil, Opbud til Strid) fare gjennem Fylkerne og samlede i Hast en væbnet Magt, som Kongen ei vovede at møde. Uden at oppebie Thrøndernes Angreb hastede han ud igjen af Throndhjemsfjorden forat vende sig mod Haalogaland. Men hvormeget han hastede, saa var dog Rygtet om hans Hensigt gaaet forud for ham, og Haaleygerne vare rede til at forsvare sin gamle Tro under Anførsel af de tre mægtige Høvdinger, Haarek af Thjøtta, Thorer Hjort af Vaagen og Eyvind Kinnrifa. Da Kongen uden for Naumdal spurgte dette, ændrede han sit Raad, og vendte øm igjen til Throndhjem, hvor han formodede, at Bondehæren allerede havde opløst sig. Dette var virkelig saa. Olaf tog sit Sæde paa Nidarnes ved Nidelvens Udløb (Nidaros), hvor han reiste sig en Kongsgaard og en Kirke. Bønderne, som udentvivl stolede paa Virkningen af den Skræk, de mente sig at have indjaget Kongen, lode ham for det Første i Ro. De blotede imidlertid ved Vinternat til sine Guder og bade dem modstaa den nye Tro.
Strax i Begyndelsen af Vinteren stevnede Olaf Thrønderne til et almindeligt otte Fylkers Thing paa Frosta. Men Bønderne forandrede Thingbudet til Krigsbud, og da Kongen kom til Thinget, fandt han hele den talrige Almue under Vaaben. Dens Ordfører var den mægtige Høvding Skjegge, kaldet Jærnskjegge, af Upphaug paa Yrie (Ørlandet). Kongen fremførte sit Christendomsbud med Blidhed; men han overdøvedes af Bøndernes Skrig og Trudsler, idet man fo-
