reholdt ham Haakon den Godes Exempel. Han fandt Bøndernes Beslutning fast og saa deres store Overmagt. Han gav for Øieblikket efter og lovede at komme til det store Midvinters-Blot paa Mæren, hvor alle de thrøndiske Høvdinger skulde møde. Thinget hævedes, og Olaf vendte tilbage til Nidarnes.
I Julen indbød han alle Udthrøndernes Høvdinger og modtog dem med et herligt Gjæstebud. Men da han vel havde faaet dem samlede og i sin Magt, talte han et andet Sprog og ængstede dem saaledes ved sine Trudsler, at de maatte lade sig døbe og give ham sine Sønner og Frænder som Gidsler for sin Troskab.
Hermed var Udthrøndernes Modstand for en god Deel knekket; men Indthrønderne stode tilbage. Ved Midvinter (Midten af Januar 997) for Kongen med sine Mænd ind til Mæren og fandt her alle de Christendommen fiendske Thrønderhøvdinger. Han satte Thing, og fra begge Sider mødte man fuldt væbnet. Kongens Christendomsbud blev atter modtaget med Uvillieskrig, og Jærn-Skjegge, som ogsaa her førte Ordet, bød Kongen at blote. Olaf lod som han gav noget efter og sagde, at han vilde gaa ind i Hofet og see Blotskikkene. De Indtrædende, baade Kongsmænd og Bønder, vare uvæbnede paa Grund af Stedets Helligdom; Kongen selv havde kun en guldbeslagen Stav i sin Haand. Thors Billede indtog den fornemste Plads, rundt om var en Mængde andre Gudebilleder. Kongen vendte sig mod Thorsbilledet og nedslog det med sin Stav; det var Tegnet for hans Mænd at gjøre det samme med de andre Afgudsbilleder. I Tummelen, som nu opstod, vilde Skjegge trænge sig ud af Hofet, men blev dræbt i Døren af de udenfor staaende bevæbnede Kongsmænd. Olaf gik strax ud og bød Folket sætte sig. I en skarp og truende Tale forelagde han Mængden Valget mellem Daab eller Kamp. Bønderne havde mistet sin Fører, og ingen vovede at træde i hans Sted. Der blev saaledes intet af Modstanden; de maatte antage Christendommen og give Kongen Gidsler for sin Troskab. Da Thinget var hævet, lod Kongen Prester fare igjennem alle Throndhjems Fylker, hvor nu ingen vovede at afslaa Daaben.
Olaf havde saaledes i Løbet af eet Aar (996–997) christnet,idet mindste i Navnet, hele Norges Kystland lige fra Viken og til Throndhjems nordligste Grændse. Haalogaland, hvor Folket tydelig havde lagt sin Uvillie mod Christendommen for Dagen, lod han for det Første skjøtte sig selv. Han tilbragte største Delen af Aaret 997 i det nordlige Norge, drog derpaa langsomt sydefter langs Landet og stræbte overalt at befæste den nye Tro. I Begyndelsen af Vinteren naaede han Viken, hvorfra han drog op til Ringerike. Der raadede Fylkeskongen Sigurd Syr af Harald Haarfagers Æt, der var gift med
