af Norge, hvor Christendommen forud var mest bekjendt, og hvor den maa antages at have havt enkelte Tilhængere fra ældre Tid. Her havde desuden Olafs Fader raadet som Konge; her havde ogsaa Olaf blandt Høvdingerne flere meget formaaende Frænder. Da han havde sikret sig de vikske Høvdinger, fremkom han tidlig i 996 med sit Christendomsbud, og den største Deel af Almuen rettede sig uden Vanskelighed efter Høvdingerne; de Gjenstridige bleve tvungne med Strenghed; de værste dræbte, lemlæstede eller jagne af Landet. Derpaa drog Olaf med sin Flaade langs Agder, hvor Folket christnedes paa samme Maade. Da han naaede Rogaland, stevnede han Bønderne til Thing. Rogerne havde foresat sig at modstaa Christendommen; men deres Ordførere tabte Modet ved Kongens truende Tale, og Folket lod sig døbe.
Hidtil havde Olaf, som det synes, ved sin Hurtighed overrasket Folket. Det havde hverken faaet Tid til Raadslagning eller til at berede væbnet Modstand. Noget anderledes blev det, da han naaede Hørdaland. Her og tildeels ogsaa paa Rogaland raadede den Tid mest Hørdakaares mægtige Æt. Dens Hoveder holdt ved Kongens Nærmelse en Raadslagning om hvorledes de skulde svare Kongens Paabud. De besluttede at føie ham, hvis han vilde forøge Ættens Magt og Anseelse. Paa Gulathing mødte de Kongen og erklærede sig her villige til at antage Christendommen og hjælpe Kongen i dens Udbredelse, hvis han vilde gifte sin Søster Astrid med den unge Erling Skjalgssøn paa Søle paa Jæderen. Dette indrømmede Kongen. Bønderne, der saa sig forladte af sine Høvdinger, gjorde nu ingen Modstand, men lode sig christne.
Olaf fortsatte sin Færd nord efter med en voxende Hærmagt. Han mødtes med Sygner, Firder, Sunnmører og Raumsdøler paa Dragseid Thing ved Stad og gav dem her Valget mellem Christendom eller Kamp. Bønderne følte sig for svage til Modstand og modtoge Daaben.
Ved denne Leilighed skal paa Øen Selia, nær ved Stadland i Nordfjord den hellige Sunnivas og hendes Ledsageres Lig være fundne. Sunniva var efter Legenden en irsk Kongedatter, der flygtede fra sit Fædreneland før at undgaa Egteskab med en Hedning. Med et stort Følge af Mænd og Kvinder gav hun sig til Søs og dreves hen til Norges Kyst. Hun og hendes Ledsagere levede her en Stund ubemærkede i de store Bjerghuler paa den da ubeboede Ø Selia. Endelig opdagede de paa Fastlandet boende hedenske Nordmænd, at der var Folk paa Øen, og droge derud for at angribe dem. Da flygtede Sunniva og hendes Følge ind i Hulerne og bad Gud skjænke dem en salig Død og fri deres Legemer fra at falde i Hed-
