5. Kirkens Fritagelse for verdslige Statsbyrder fandt fremdeles Sted i samme Udstrækning som i foregaaende Tidsrum. Men neppe var dette nu længer fyldestgjørende for Kirkens høiere Foresatte, der gjerne maatte ønske Ledingsfriheden udstrakt til alle de mange Geistlige og Verdslige, de holdt i sin Tjeneste, og til hvilke denne Frihed efter Loven ikke strakte sig. Paa den anden Side betragtede Kongedømmet med skjæve Øine den norske Kirkes allerede betydelige og stedse voxende Formue, af hvilken intet Bidrag ydedes til Statens Øiemed, og som det gjerne ønskede paa en eller anden Maade at see beskattet til sin egen Fordeel, saameget heller, som det saa, at den romerske Stol, at Paverne nu begyndte at skatlægge den paa flere Maader, som det hed, til den almindelige Kirkes Bedste. Vi have seet, at det for enkelt Tilfælde, hvor Christendommens Fremme kunde paaskydes, lykkedes Kong Haakon Haakonssøn gjennem Paven at udvirke Bidrag af Kirkens Indtægter[1]. Men til at gjøre disse Bidrag stadige og faste, til at overføre dem paa Kirkens rørlige og urørlige Formue, dertil gav endnu Landslovens Bestemmelser om Skatteydelsen i Almindelighed ingen Anledning. Men ogsaa i denne Henseende var en stor Forandring i Gjære, hvilken det var det følgende Tidsrum forbeholdt at see istandbragt, og som afgav en Tilvext til de allerede før omtalte Tvistens Emner mellem Stat og Kirke.
Opfatte vi nu endelig i et kort Overblik den norske Kirkes Tilstand under det Tidsrum, vi nu forlade, saa finde vi den at udfolde et kraftigt Liv og en mangesidig Virksomhed. I Ordningen af sin indre Styrelse og af sit Embedsvæsen gjør den Kjæmpeskridt fremad. Dens Indflydelse spores i alle Retninger: i Samfundsordenens Udvikling, – i Sedernes Formildelse og Afslibning, navnligen i Vikingelivets og Trældommens Forsvinden, – i de fredelige Næringsveies Udvidelse og Opblomstren, – i den aandelige Dannelses Opsving, ikke alene ved Fremdragning og Frugtbargjørelse af Nordmændenes ejendommelige Kundskaber, Erfaringer og Aandsfrembringelser, men ogsaa ved Belæring hentet fra Udlandet og Tilegnelse af almindelig europæisk Videnskabelighed og Kunst. Den norske Kirkes Selvstændighed grundes fastere og fastere deels gjennem dens Indretninger, deels gjennem dens allerede store Formue, til hvis stadige Forøgelse Loven fra 1152 om Gaver og Testamenter aabnede vide Udsigter[2]. Men ved Siden heraf mærke vi ogsaa let Brøst og Mangler at fremtræde ved Kirken, som tidligere ei fandtes eller i det mindste ei saa sterkt aabenbarede sig. Dens Higen og Tragten vender sig øiensynligen meer og meer mod verdslig Glands og Magt og Høihed, hvorved dens rette Maal, Christendommens Fremme, om just ikke strax tabes af Sigte,
