Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/474

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kjende Provincialconciliernes Ret i denne Henseende. Her var da atter et aabent Tvistemne mellem Kirke og Stat i Norge, som man ikke undlod at optage i det næstfølgende Tidsrum.

4. Kirkens selvstændige Dommermyndighed, øvet i ret canonisk Form efter Pavedømmets Forskrifter[1], skulde ifølge Kardinal Vilhelms kort ovenfor nævnte Brev allerede for Midten af det 13de Aarhundrede have været fuldkommen indrømmet i Norge. Men i denne Kardinalens Paastand maa ganske vist stikke enten en Misforstaaelse fra hans Side af de bestaaende norske Statsforhold, eller og en slu Fordølgelse af Kjendsgjerninger til Hjælp for Kirkens Fordringer i kommende Tider. Norges Love nemlig fra nærværende Tidsrum, de verdslige ligesaalidt som Christenretterne, indeholde intet Spor til Erkjendelsen af selvstændige geistlige Domstole, men forudsætte tvertimod paa det Bestemteste, at kirkelige Sager, forsaavidt de kom til Rettens Afgjørelse, paadømtes ved de almindelige verdslige Domstole. En gjennemgribende Forandring gjærede imidlertid allerede i det norske Retsvæsen, forberedt ved faste Lagmænds Ansættelse som Retsbestyrere, hvem tillige et Slags dømmende Myndighed var indrømmet, for det Tilfælde at de tvistende Parter foretrak at underkaste sig deres Kjendelse (orskuðr) istedetfor Thingets Dom. Denne Indretning, der skrev sig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede, indskrænkede vist nok, hvis den benyttedes, Geistlighedens ældre Adgang til selv at øve Indflydelse paa Kirkesagers retlige Afgjørelse, idet den derved overlodes til en enkelt Lægmand istedet for paa de underordnede Thing til Thingmændene, blandt hvilke ogsaa Geistlige kunde være, eller paa Lagthinget til Lagretten, fra hvilken Geistlige neppe vare udelukkede[2]. Man maa rigtignok vel mærke sig, at Loven ikke endnu opstillede Retssagers Afgjørelse ved Lagmands Kjendelse som nogen Nødvendighed, men overlod til de tvistende Parters eget Godtykke at vælge mellem den og Thingets Dom. Alligevel er det sikkert, at Geistligheden, udentvivl forudseende en snart indtrædende, for sig mindre gunstig Forandring i den norske Rettergangsorden, har i dette Tidsrum meer og meer lydeligt krævet særegne kirkelige Domstole, indrettede efter den canoniske Lovs Forskrifter. Allerede Striden mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik viser dette[3]. Sagen har dog aabenbare endnu ikke i det her omhandlede Tidsrum faaet det for Kirken gunstige Udfald, som Kardinal Vilhelms Brev synes forudsætte. Den har derimod staaet som et Krav, tydeligen udtalt fra Geistlighedens Side, som et Tvistens Emne mellem Kirke og Stat, hvilket vi snart skulle see spiller en Hovedrolle i det næste Tidsrums store Kamp.

  1. S. o. f. S. 209.
  2. S. o. f. S. 210.
  3. S. o. f. S. 278, 286.