dog maa befrygtes snart at ville træde i Baggrunden. Dens hierarchiske Stræben antager en mod Kongedømmet og den ældre Statsorden uvenlig Retning, idet den vil kue hiint og forme denne efter egne eensidige og egennyttige Ønsker, – idet den, i samme Mon som den knytter sig selv fastere til Roms Biskop, ogsaa vil paatvinge det hele hjemlige Statssamfund den romerske Kuries Ledelse, – idet den endelig for at vinde sin Geistlighed Standsfordele drager den ud ikke alene af det medborgerlige Livs Baand, men ogsaa af Familielivets. Vanen at herske uindskrænket i det Aandelige, forenet med Følelsen af den Magt, overlegen Dannelse og Kundskab giver, indblæser overhovedet den norske Kirkes Styrere en Længsel efter ogsaa at herske i det Verdslige, som hverken stemmer med Kirkens egen eller med Statens Tarv, men som kun egger til en gjensidig Modstand, der fortsat i Længden maa splitte Samfundet og gjennem den hele Stats Svækkelse til Slutning ogsaa drage Statskirkens Forfald efter sig. Som i det Tidsrum, vi nu forlade, den norske Kirkes hierarchiske Glands, saa langt fra at fordunkles i den i sit nærmeste Udfald ingenlunde heldige Kamp mod Kongedømmet, tvertimod stedse tiltager, saaledes skulle vi see denne Glands i det næste Tidsrum, efter en gjentagen Kamp af lignende Udfald som den første, at naa sit Høidepunkt, medens dog, under Kirkens glimrende Ydre, og tilsyneladende Virkekraft, dens allerede paapegede indre Meen stadigen udvikle sig til en Hensygnen, der snart ogsaa i det Ydre skulde vise sig.
