at bygge Fylkeskirkerne af Steen findes i Frostathingslovens Christenret i den Bestemmelse, at hvis Almuen er uenig om, af hvilken Materie Kirken skal bygges, „da skulle de raade, som bedre ville og de skjønsommeste ere[1]“. I samme Lov finder man og først Forskjel gjort mellem Straffen for Brud paa Kirkes og Kirkegaards Fredhellighed i Forhold til Kirkens Anseelse. „Hvis – heder det – en slaar en anden med hadefuld Haand, hvad han saa slaar ham med, eller saarer eller dræber i Christkirke eller i Mariekirke (begge i Nidaros) eller paa deres Kirkegaard, da har han, som over Drabet, forbrudt Gods og Fred, Land og Løsøre. Men det Gods eier halvt den hellige Kong Olaf og halvt den jordiske Konge. Men den som er slagen eller saaret tage i Forveien sin Ret dobbelt af det Gods. … Men hvis en gjør det samme i Fylkeskirke eller paa Fylkeskirkegaard med hadefuld Haand, da bøde han 15 Mark Sølv, halvt til Kirken, halvt til Biskoppen og komme ikke i Landet igjen, før han har bødet til Kirken. Men hvis sligt gjøres i Høgendeskirke eller paa dens Kirkegaard med hadefuld Haand, bøde 72 Mark sølvvurderet, halvt til Kirken, halvt til Biskoppen og komme aldrig i Landet før til Kirken er bødet. Saa skal være overalt, hvor Kirkefreden bliver brudt“[2]. Bestemmelsen her gjælder nærmest Frostathingslagen; men man kan ikke tvivle paa, at tilsvarende Bestemmelser ogsaa ere blevne fattede for de øvrige Landsdeles Vedkommende, saaledes at overalt Kathedralkirkerne og Fylkeskirkerne, eller de Kirker, som traadte i disse sidstes Sted, ere blevne anseede for meer hellige end de ringere Kirker[3].
Kirketjenesten maa overhovedet antages i dette Tidsrum at være bleven pragtfuldere end for, ligesom det viser sig, at Festdagenes Antal er blevet forøget, og nye Faster synes at være blevne indførte foran visse store Helligdage. Saaledes paabydes i Frostathingslovens Christenret „Faste ved Salt og Brød“ om Eftermiddagene forud for den tidligere Marie-Messe (15de August) og Allehelgens-Messe (1ste November), hvilken Faste alle, som ere tolv Aar gamle eller ældre skulle iagttage „til godt Aar, og Fred og Helse for alle Mænd“, under en Bod af 6 Ører til Biskoppen. Den Mad, som Husbonde og Husmoder paa den Dag skulde have fortæret, den skulde paa selve Messedagen uddeles til de Fattige efter at være fort til Kirken og der indviet[4]. En ligedan Faste paabydes Eftermiddagen for Olafs-Messe (29de Juli)[5]. I Begravelsesskikkene foregik, som det lader, ingen væsentlig Forandring[6].
