findes Bestemmelse for, hvorledes Skriftbrud skulde straffes. „Det er Skriftbrud (skriptrol) – heder det – naar en Mand falder tilbage til den samme Synd, som han for har begaaet, i det som Straf rammer og til Skrifte blev baaret, eller naar han ikke har forladt Landet efter som i Skrift var ham paalagt.“ Der skal i dette Tilfælde bødes Biskoppen tre Mark første, anden og tredie Gang; men hvis det oftere skeer, er Angjældende utlæg d. e. fredløs, og hans Gods forbrudt til Biskoppen[1]. Vi have forresten i de forudgaaende Skildringer seet, at Nordmændene under dette Tidsrum lærte Bansættelsen i dens forskjellige Former tilstrækkeligen at kjende, endog i dens for Statssamfundet frygteligste Form: som Interdikt over alle en bansat Konges Undersatter, der ei vilde opsige ham Lydighed. Bansættelsen i Almindelighed omtales ogsaa i den gamle Frostathingslovs Christenret, hvor det heder: „Hvis Biskoppen bansætter en Mand, da skal denne have tre Maaneders Frist til at rette paa sin Sag. Men paa det at Folk ikke længer (end denne Frist varer) skal indvikle sig i hans Ulykke, saa stevne (efter dens Forløb) Biskoppens Aarmand ham Thing og gjøre ham utlæg, med mindre han strax paa Stedet retter sin Sag. Biskoppen have alt hans Gods, men Kongen Ret til at kjøbe hans Jord (landkaup)“[2]. Denne Bestemmelse maatte naturligviis give Bansættelsen over den private Mand forøget Kraft.
De tre øvrige Sakramenter: Ordinationen, Egteskabet og den sidste Salvelse, opfattedes udentvivl inden den norske Kirke i dette Tidsrum ganske fra samme Synspunkt som i foregaaende; og hvad Egteskabet særligen angaar, da blev dette neppe nu meer end for betragtet af Nordmændene i Almindelighed som en, strengt taget, religiøs Forbindelse. I Lovene savnes fremdeles Fordringen af Kirkens Velsignelse for Egteskabets Gyldighed, og heller ikke gjøres dets Ophævelse udtrykkeligen afhængig af nogen Kirkens-Dom, uden som forhen i Tilfælde af forbudet Slegtskabsforhold mellem Egtefællerne. Med Hensyn til dette Forhold opstiller forøvrigt Frostathingslovens Christenret endnu den gamle Regel, at Egteskab først er tilladt i syvende Led Slegtskab og femte Led Svogerskab[3], uagtet, som vi over før have omtalt, det lateranske Concilium i 1215 tillod Egteskab melem Frænder i femte Led[4].
Med Hensyn til Kirkerne, deres Rang, Vedligeholdelse, Gjenopbyggelse og Fredhellighed, finder man i dette Tidsrum de ældre Bestemmelser i alt Væsentligt vedligeholdte. De gamle tre Klasser af Kirker omtales fremdeles ligesom og den Almuen paaliggende Vedligeholdelses- og Gjenreisningsforpligtelse. Et Slags Tilskyndelse til
