Eden vedblev at staa under Kirkens Opsyn. Gudsdomme nævnes endnu i Frostathingslovens Christenret[1]; men de afskaffedes ganske i Norge ved Kardinal Vilhelm af Sabina i 1247[2].
III. Den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold skred i dette Tidsrum sterkt frem mod det af Pavedømmet opstillede hierarchiske Maal, om end under megen Kamp og jævn Modstand. Det er dog ikke saameget i Tidsrummets Kirkelove, – hvortil vi fortrinsviis regne Frostathingslovens Christenret, den saakaldte Sverrers Christenret og Eidsivathingslovens Christenret, – at Fremskridtet i denne Retning aabenbarer sig. Christenretterne bære endnu et Præg af det foregaaende Tidsrums Kirkeforfatning, som næsten maa forundre Iagttagerne, og som ikkun lader sig forklare af deres fortsatte Fremstaaen og Udvikling ad den almindelige Lovgivnings Vei, gjennem en Overeenskomst mellem Almue, Biskopper og Konge, hvorved de verdslige Statsmagter havde saa at sige det afgjørende Ord, og hvorved man fra deres Side længst mulig holdt paa det Gamle og ikkun med den største Varsomhed og halv modvilligen tilføiede det Nye. Man tør maaskee endog sige, at hine Christenretter, næsten i selve deres Tilblivelse, vare i flere Stykker forældede i Sammenligning med hvad Brugen allerede havde hevdet. Det er derimod Tidsrummets ovenfor skildrede kirkelige Begivenheder, der maa vise os Omfanget og Betydningen af Hierarchiets Fremskridt. Man maa dog heller ikke, hvad forhen paa sit Sted er bemærket, af Kardinal Vilhelms Brev af 16de August 1247 slutte, at den norske Kirke i Sandhed og Virkelighed allerede dengang var i ubestridt Besiddelse af alle de Fordele, der nævnes[3]. Den skulde i saa Fald allerede da have saagodtsom havt sit Maal inde, idet de to vigtigste af dens fem ovenfor omtalte hierarchiske Fordringer vare den fuldkommen indrømmede, nemlig: uforstyrret Beskikkelse af fine Embedsmænd og selvstændig Dommermyndighed. Saa vidt var den ganske vist endnu ikke kommen, skjønt dens Fordringer paa de af Pavedømmet opstillede Særrettigheder stedse bleve bestemtere og meer høilydende, og i Virkeligheden ogsaa havde mødt Eftergivenhed fra de verdslige Statsmagters Side i meer end eet væsentligt Punkt. – Vi ville gjenkalde os i Erindringen hine fordrede Særrettigheder, hvilke vi tidligere have opregnet[4], og see hvad der med Hensyn til hver enkelt af dem var opnaaet.
