retter[1]. Erkebiskop Jons Bestemmelse, hvorved selve Moderen i Nødsfald tillades at døbe sit Barn, uden at hun derfor behøver at skilles fra sin Mand, – er ovenfor omtalt[2]; ligeledes Pave Gregorius IX’s Forbud mod at døbe Børn i Øl, hvis Vand ikke var ved Haanden[3].
Ved Confirmationen vides ikke i dette Tidsrum nogen Forandring at være foregaaet.
Begrebet om Nadveren blev, som ovenfor omtalt[4], ved Pave Innocentius III nærmere fastsat paa det fjerde lateranske Concilium i 1215, samt dette Sakrament nøiere forbundet med Skriftemaalet eller Pønitensen end tidligere var Tilfældet. Conciliets Bestemmelse herom findes i Hovedsagen gjengiven i Frostathingslovens Christenret, naar det her heder: „Enhver ældre end syv Aar skal aarligen paa Paaskedag tage corpus domini, hvis han kan komme til Kirke, eller i andet Fald den første Dag, han er i Stand til at besøge Kirken eller træffer Presten. Men hvis han er femten Aar gammel eller ældre, og det ikke er ham paalagt i Skrift at afholde sig fra Nadveren (husl), og han hensidder tolv Maaneder uden at tage Nadveren, og derhos æder Kjød før han har taget den, da falder han første Aar i en Bod af tre Mark og ligesaa det andet og tredie; men han være utlæg (fredløs) om han hensidder længer. Men hvis Presten ikke vil meddele ham Nadveren paa Grund af hans Ufornuft (óskil), da skal den, hvem Nadveren negtes, henskyde sin Sag til Biskoppen eller til Chorsbrødrene, hvis Biskoppen ikke er tilstede, og æde ikke Kjød strafløst, førend han har faaet sin Sag afgjort“[5]. Den udviklede Lære om Transsubstantiationen eller Forvandlingen i Nadveren medførte, som bekjendt, snart at Vinen i samme blev Lægfolk forholdt. Men naar dens Meddelelse blot i een Skikkelse er bleven indført i den norske Kirke, vides ikke. At dette endnu ikke var skeet, da Pave Gregorius IX i 1237 udstedte sit Brev om Nadveren til Erkebiskop Sigurd, synes tydeligt af Brevets Indhold[6].
Kirkebodens eller Pønitensens Sakrament blev ogsaa i dette Tidsrum bestemtere udviklet af Kirken. Paa det lateranske Concilium i 1215 forordnedes nemlig, at man skulde skrifte alle sine Synder for sin Sogneprest mindst een Gang om Aaret, og at Presten skulde nøie undersøge den Skriftendes Tilstand og derefter bestemme Boden; men selve Skriftemaalet skulde han holde hemmeligt. Rimeligviis er dette Paabud meget hastig blevet gjort gjældende i Norge ligesaavel som det om Nadveren. I Frostathingslovens Christenret
