Fodsaale. Heraf benævntes Ordenen i Norge hyppigen: Barfodbrødre (berfœttabrœðr), ligesom ellers i Norden: Graabrødre. De enkelte Klosteres Forstandere benævntes Guardianer (guardiani); Nonneklosternes Forstandersker: Priorinder. Ordenen var inddelt i Provinser, hver under Opsyn af en Provinsialminister (minister provincialis), og Provinserne igjen i Custodier (custodiæ): hver under en Custos. Blandt Provinserne var Dacia, der omfattede de tre nordiske Riger; og under den udgjorde Norge et eget Custodi. Ordensgeneralen, der havde sit Sæde i Rom, benævntes: Generalminister (minister generalis). Minoriternes Orden havde Klostere i alle Norges vigtigere Kjøbstæder: i Bergen, Stavanger, Tunsberg, Oslo, Marstrand og Konghella, men, som det lader, ikke i Landsbygderne. Af de nævnte Klostere vare vistnok ikke alle til i det her omhandlede Tidsrum, men sikkert de tre: i Bergen, Tunsberg og Konghella. Ordenen nærmede sig end mere end Prædikebrodrcne til de laveste Klasser og optog en Mængde Tertiariere[1].
At Klosterstiftelserne i Norge under dette Tidsrum have tiltaget i Rigdom som i Antal, derom kan man ikke tvivle; men at ogsaa Ordenen i den indre Bestyrelse ligesom Klostertugten allerede har begyndt at slappes, derom synes det tidligere fortalte om Nidarholms Kloster og dets Abbed Bjørn at vidne[2].
II. Kirkens religiøse Skikke undergik neppe i Norge under nærværende Tidsrum nogen væsentlig Forandring. Man stræbte kun i alle Stykker, hvor noget Mangelagtigt endnu kunde findes, at nærme sig de bestaaende canoniske Forskrifter saameget som muligt, medens man forresten fulgte de nyere pavelige Bestemmelser med Opmærksomhed og ligeledes søgte at tilegne sig dem saa hastig det lod sig gjøre.
Begrebet om Sakramenterne vandt i nærværende Tidsrum større Bestemthed, og disses Fastsættelse til de tidligere nævnte syv[3] blev efterhaanden godkjendt i den hele romersk-katholske Kirke. Alligevel finder man dem ikke endnu udtrykkeligen opregnede i de norske Christenretter, som kunne ansees for nærmest at skildre dette Tidsrums Forhold – hvilket navnligen er Tilfælde med Frostathingslovens Christenret[4] –, idet Sakramenterne i dem, ligesom i de ældre, kun tilfældigviis omtales.
Med Hensyn til Daaben findes i Frostathingslovens Christenret den Bestemmelse, at hvert Barn, som fødes, skal opfostres samt christnes og føres til Kirke „hvis der er Mandshoved paa det“. Ingen særlige Bestemmelser om Misfostere findes, som i de ældre Christen-
