Stifter var den hellige Norbert (1122), og den havde sit Navn af Stamklostret Premontre i Champagne. Medlemmerne vare Prestmunke og Ordensdragten hvid. Klosterforstanderne benævntes deels Provster, deels Abbeder og vare alle afhængige af Abbeden af Premontre, hos hvem de skulde indfinde sig paa visse Tider til Generalkapitel. Af denne Orden fandtes tvende Klostre i Norge. Det ene i Tunsberg var stiftet umiddelbart fra Premontre, forestodes af en Abbed og var allerede til omkring 1190. Det andet i Dragsmark, i det østligste Viken, blev oprettet af Kong Haakon Haakonssøn ved Midten af det trettende Aarhundrede og forestodes ligeledes af en Abbed[1].
Men baade disse sidstnævnte og alle de tidligere omtalte Klosterordener fordunkledes snart af de i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede stiftede tvende Tiggerordener (fratres mendicantes): Prædikebrødrene eller Dominicanerne og Minoriterne eller Franciscanerne, baade ved disses Medlemmers Talrighed og ved den Indflydelse, de vandt ikke alene i Kirken men ogsaa i det borgerlige Liv. Begge Ordener bleve, som for er sagt, stiftede omtrent samtidig (1215 og 1216)[2]; og da de vare byggede paa samme Grundtanke, fik de, uden nogen Overeenskomst mellem Stifterne, en paafaldende Lighed i sin hele indre Indretning. I Modsætning til de ældre Klosterordeners Stræben efter Rigdom – noget som forresten ogsaa var ganske stridende mod den oprindelige Tanke med dem – opstillede Tiggerordenerne som den første Grundsætning, at de, foruden sine Boliger (domus), ingen faste Eiendomme skulde besidde, men at deres Medlemmer stedse skulde være sande Tiggere, der sammenbetlede det Nødvendige for hver Dag. De skulde derhos foredrage den rene af Paven godkjendte katholske Tro og ivrigen stræbe for dens Udbredelse. Alt var beregnet paa at nærme dem, saameget muligt, til Folkets lavere Klasser og skaffe dem Indflydelse hos disse, samt overhovedet paa at knytte Lægfolket til dem. Hertil sigtede den Ret, som tillagdes begge Ordeners Medlemmer: at prædike og høre Skriftemaal. Hertil sigtede og den nye Indretning ved dem begge, at de udenfor sine Klostere kunde optage under Navn af sine Ordeners Tertiariere (tertiarii sti. Dominici, sti. Francisci) alle de Lægfolk, som maatte ønske sig deelagtiggjorte i Ordenernes Velsignelse og Fordele, uden at de saaledes optagne behøvede at aflægge noget Klosterløfte eller i nogensomhelst Maade forandre sin borgerlige eller huslige Stilling; de vare kun forpligtede til, hver i sin Kreds efter Evne at virke for Ordenen og forresten adlyde dennes Foresatte. Med Hen-
