syn til disse Ordeners Styrelse var i begge monarkiske og republikanske Former paa en klog Maade blandede. I Spidsen for hver af dem stod en Ordensgeneral med udstrakt Myndighed, hvis Embede ei var forbundet med Bestyrelsen af noget vist Kloster, men hvis Sæde var i Rom. Han havde et Raad ved sin Side, og i hans Valg deeltog ikke alene Ordenens høiere Embedsmænd, men og den hele Mængde af Ordensbrødre gjennem sine Befuldmægtigede. Ved deres Generalkapitler indfandt sig ligeledes saadanne Befuldmægtigede, valgte af de enkelte Klosterets Medlemmer. Disse Indretninger gave begge Ordener en indre Fasthed og en ydre Indflydelse, som ingen af de ældre Ordener havde ejet. Om deres hurtige Udbredelse, ogsaa til Norge, og om det mindre venskabelige Sammenstød, der her som andensteds snart indtraadte mellem dem og Sæculargeistligheden, i hvis Virksomhed de grebe ind, – derom have vi ovenfor talt[1]. De bleve meget hastigen næsten overalt anseede med ugunstige Øine baade af ældre Klosterordener og af Prestestanden; men ligefuldt fremblomstrede de med forunderlig Hurtighed, for en stor Deel vistnok af den Grund, at Paverne, der fuldelig skattede deres Verd for Hierarchiet, understøttede dem paa det Kraftigste.
Hvad de Særegenheder angaar, der udmærkede Prædikebrødrene (fratres prædicatores, predikarar), da vare Ordenens Huse eller Klostere fordeelte i Provinser (provinciæ). Bestyrerne af de enkelte Klostere benævntes: Priorer (af Nonneklostrene: Priorinder). I Spidsen for enhver Provins stod en Provinsialprior (prior provincialis). Alle stode under Ordensgeneralen (superior generalis) i Rom, og til dennes Valg sendte hver Provins to Befuldmægtigede. Provinsernes Antal var først otte, senere tolv. En af dem var Dacia eller provincia daciana, der omfattede Rigerne Norge, Sverige og Danmark med tilliggende Lande. Ordensdragten var hvid med sort Hættekappe. I daglig Tale benævntes de hyppigen, især i Danmark: Sortebrødre. De erholdt i det sydlige Europa en frygtelig Navnkundighed som Inkvisitionens Forstandere. I Norge havde Ordenen Klostere i de vigtigste Stæder: Nidaros, Bergen og Oslo; derimod synes den ikke at have havt Klostre i Laudsbygderne, og heller ikke, saavidt vides, i Norges Bilande[2].
Minoriterne (fratres minores) vare endnu strengere i Begrebet om Ordensmedlemmernes Armod end Prædikebrødrene Minoriten skulde intet eie uden de allernødvendigste Klædningsstykker: et Par Buxer og en Kjortel med Hætte, alt af grovt, askefarvet Tøi; hans Belte var en Strikke, og hans Fodtøi en Træklods under den bare
