havde, men forrettede Kapellans og Vikarius’s Tjeneste, var naturligviis Indtægterne afhængige af Overeenskomst, og oftest vel heel tarvelige.
For Presternes Opdragelse og Undervisning til deres kirkelige Kald har der aabenbare i dette Tidsrum været sørget med ikke saa ganske ringe Omhyggelighed. Ved Kathedralkirkernes Oprettelse og Biskopsstolenes Henlægning til disse, samt senere hen end meer ved Domkapitlernes Indstiftelse har der tillige været sørget for Skolers Indretning i Forbindelse med hine Kirker og under Biskoppernes og Kapitlernes umiddelbare Opsyn. En Skole omtales saaledes at have været i 1217 ved Christkirken i Nidaros[1]; og en maa have været i 1248 ved Kathedralkirken i Oslo, da Haakon, som i dette Aar valgtes til Biskop der, siges forud at have været Skolemester[2]. Man tør nu slutte for vist, at ikke Kathedralkirkerne i Nidaros og Oslo alene have havt Skoler, men at saadanne have været oprettede ved alle Norges og den norske Kirkes Biskopsstole, og det udentvivl lige fra det her omhandlede Tidsrums Begyndelse, ja sommesteds allerede før. Paa Island omtales Skole i Skaalholt allerede under den første islandske Biskop Isleif (1056–1080)[3], og den første Hole-Biskop, Jon Øgmundssøn (1106–1121) indrettede en Skole ved sin Biskopsstol og satte tvende Lærere ved den: en i latinsk Grammatik og en i latinsk Poesi og Musik[4]. At Kathedralkirken i Nidaros har i Erkebiskop Eysteins Tid ejet en ikke ganske ubetydelig Bogsamling, derom synes Thiodrek Munks Norges Historie at bære Vidne[5]. Den Fordring paa geistlige Kundskaber, som man i Norge gjorde til en dygtig Prest, kan saaledes nu ikke længer have været saa ganske ringe. Dette bestyrkes ogsaa, naar man seer hen til den videnskabelige Dannelse, Kong Sverrer lagde for Dagen, skjønt han kun var oplært i Hjemmet og til at vorde Prest.
Biskopperne havde vel i dette Tidsrum de samme Pligter og de samme Rettigheder som inden Udgangen af det næst foregaaende var fastsat[6]; men deres Stilling ikke alene i Kirken men og i Staten blev efterhaanden langt mere indflydelsesfuld og fremragende, end den tidligere havde været. Deres personlige Ret stilledes over Lendermandens, jævnt med Jarlens[7]; en Biskop var saaledes efter Nordmændenes Begreb tiginn maðr eller tignarmaðr, det vil sige: fyrstelig Mand af Verdighed, og hans Stilling blandt Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, lige med Jarlen, om en saadan fandtes, og
